Video : Tipsbladet
Serie A

Tidligere FCN-profil: Jeg vil elske at spille for Napoli

Stanislav Lobotka er i øjeblikket i forhandlinger med den italienske klub, Napoli. Midtbanespilleren håber at lande en aftale.

Den slovakiske midtbanespiller, Stanislav Lobotka, skiftede sidste sommer fra FC Nordsjælland til Celta Vigo. Nu ser det ud til, at den 23-årige profil igen er klar til at prøve nye udfordringer.

Han bekræfter over for avisen, Pravda, at han pt. forhandler med Napoli. Men endnu er parterne ikke helt enige.

- Jeg vil aldrig afsløre en transfer, før den er officiel. Jeg kan bekræfte, at jeg har været i kontakt med Napoli i lang tid, men vi forhandler stadig. Indtil alle papirer er underskrevet, vil jeg ikke sige mere, fortæller han ifølge mediet, Football Italia.

- Jeg vil elske at spille for Napoli, for det er en fantastisk klub med en god træner. De optræder i en stor liga og spiller regelmæssigt europæisk, tilføjer Stanislav Lobotka.

Det er dog ikke den eneste klub, der gerne vil hente midtbanespiller. En unavngiven, engelsk klub er også interesseret, bekræfter spilleren.

- Napoli er ikke de eneste kandidater, da en engelsk klub også er interesseret, men de halter lidt efter. Jeg vil ikke sige navnet på klubben, siger han.