AC storhyldes i Sverige: Kan blive Allsvenskans bedste
Foto: MalmøFF
Skandinavien

AC storhyldes i Sverige: Kan blive Allsvenskans bedste

Anders "AC" Christiansen har ikke været i Malmö FF i ret lang tid, men han imponerer allerede stort på den anden side af Øresund.

Malmö FF har fået masser af dansk blod i truppen hen over vinteren. Først ansatte svenskerne Allan Kuhn som cheftræner, og dernæst blev midtbanespilleren Anders ”AC” Christiansen hentet til den anden side af Øresund.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller kommer fra et mislykket ophold i italienske Chievo, men det betyder ikke, at forventningerne er lave til AC i Malmö FF. Tværtimod. Den svenske Champions League-klub er meget begejstret for, at det lykkedes at hente danskeren.

- Det er klart, at det er en spiller med et enormt potentiale, og nu skal han spille på den rigtige side af sundet. Han bliver utrolig spændende at se i Allsvenskan, siger Malmö FF's chefscout Vito Stavljanin til FotbollDirekt og fortsætter:

- Vi har set ham mange gange. Vi har haft øje på ham, siden han spillede i FC Nordsjælland, og da Daniel Andersson (Malmös sportschef, red.) fik nys om, at der var en åbning, var der ingen tvivl. Så fænomenalt aggressiv og så utrolig sikker med bolden. Det her er en spiller med åbenlyst Allsvenskan-klasse. Med det potentiale, han har, har han potentiale til at blive bedst i Allsvenskan. Men med Anders Christiansen handler det ikke bare om, at han er en klassespiller. Det handler også om, hvordan de andre spillere kommer til at løfte sig gennem at konkurrere med så stort et navn.

Anders Christiansen var med for Malmö, da klubben i weekenden besejrede Brøndby 1-0 i en testkamp, og netop Brøndby var også ude efter AC i vinterens transfervindue. Efter slutfløjtet hyldede Thomas Frank sin landsmand i en snak med Sydsvenskan.

-Uha, hvor er han bare en god spiller, er han ikke? En topspiller. Han dominerede fuldstændig og kan sætte tempoet selv, lød roserne fra Brøndby-træneren.