Bendtner er ikke interessant for danske klubber
Foto: Stu Forster/GettyImages
Skandinavien

Bendtner er ikke interessant for danske klubber

Ifølge BT så mener Morten Bruun, ekspert hos Discovery Network, ikke at der er nogle danske klubber, som ønsker at tilknytte Nicklas Bendtner.

Danskeren har ikke været med i Nottingham Forrest to seneste kampe, og har kun spillet 67 Championship-minutter i 2017. På trods af en alder af 29, så mener Morten Bruun, at Nicklas Bendtner kan være brændt ud, og at det er årsagen til, at han ikke kan spille sig på holdet.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige om Nicklas Bendtner. Han er så langt væk fra, hvad jeg beskæftiger mig, at jeg er holdt op med at tjekke op på ham. I virkeligheden er det imponerende, at pressen bliver ved med at lave historier om ham, men jeg er da med på, at det skyldes, at han har en profil snarere end godt fodboldspil. Jeg er helt holdt op med at følge med i, hvad han laver og skænker ham faktisk ikke en tanke, siger Morten Bruun til BT og tilføjer:

- Jeg tror ikke, at der er nogen dansk klub, der vil tage Nicklas Bendtner. Jeg tror ikke, at man vil binde an på det.

Nicklas Bendtner trænede i sommer i FCK, og der blev længe snakket om, at et skifte til hovedstadsklubben kunne være på vej, men han endte altså med at drage til Nottingham, hvor han ikke har fået den store succes.

Den danske angriber har kontrakt med Nottingham Forrest frem til næste sommer, og hvor karrieren så skal fortsætte må tiden vise. Morten Bruun siger i hvert fald til BT, at han ikke vil være overrasket, hvis han vælger Dubai, Kina eller USA, hvis der skulle være bud efter ham der. En dansk klub bliver det næppe, mener han.