Malmö-træner om AaB-tiden: Økonomien var i ruiner
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Skandinavien

Malmö-træner om AaB-tiden: Økonomien var i ruiner

Magnus Pehrsson, ny træner i Malmö FF, husker ikke tilbage på sin trænerkarriere i AaB som en god tid.

Den svenske træner Magnus Pehrsson er ny mand i spidsen for Malmö FF, der i slutningen af sidste uge fyrede Allan Kuhn. Dermed gør Pehrsson noget, han også gjorde for snart syv år siden.

For tilbage ved årsskiftet i sæsonen 2008/2009 var han manden, der overtog AaB efter Allan Kuhn, og igen er det altså Pehrsson, der overtager en klub fra Kuhn.

Netop AaB er en af de klubber, som Pehrsson ikke havde succes i. Slet ikke. Svenskeren blev fyret halvanden år inde i sit trænerjob på grund af dårlige resultater. Selv mener Pehrsson dog, at det var umuligt at gøre det bedre i den danske klub på daværende tidspunkt.

- I Aalborg var der en økonomi, som var totalt i ruiner. Så et halvt år efter, jeg ankom, var otte spillere fra startopstillingen væk. De (AaB, red.) havde et helt imperium, der ikke var noget værd - ishockey, håndbold, restauranter, hoteller og så videre - så det var ikke en stor klub et halvt år efter, jeg var kommet. Der var pludseligt meget få penge, næsten ingen, til gengæld var der masser af gæld, siger Magnus Pehrsson til Fotbollskanalen.se:

- Det var en trænertid, hvor jeg var frustreret over, at det ikke fungerede. En lektion, for jeg var ikke ordentligt fokuseret, siger svenskeren.

Magnus Pehrsson, 40 år, var inden AaB træner for Åtvidabergs FF, IK Sirius og Gais, mens han efter AaB havde et par år i Djurgårdens og senest har været landstræner for Estland i tre år.