Video : Tipsbladet
Skandinavien

Tidligere Superliga-profil i modvind i Sverige: Det er virkelig lavt

Hammarby-profil havde IFK Göteborg-trøje på, da Göteborg mødte Djurgården i Allsvenskan, og det er ikke faldet i god jord hos alle.

Med to spillerunder tilbage af Allsvenskan kan fire hold stadig nå at ende med mesterskabet. Djurgården er således på førstepladsen, men Hammarby, Malmö og AIK er blot tre point efter og håber selvsagt, at førerholdet vil sætte point til i de sidste runder.

Det håbede Hammarby-duoen Vladimir Rodic og Nikola Djurdjic, der begge har en fortid i dansk fodbold, i hvert fald i weekenden, da Djurgården mødte IFK Göteborg mandag. Vladimir Rodic tog endda en IFK Göteborg-trøje på, da han skulle se kampen med Nikola Djurdjic på en sportsbar.

Og det er ikke faldet i god jord hos Djurgården.

- Det er virkelig tyndt og lavt. De kan gøre, hvad de vil. Men er de professionelle fodboldspillere, der holder med et andet hold? For mig er det… Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde på hans vegne, siger Djurgården-spilleren Astrit Ajdarevic til SportBladet.

Læs også:Tidligere svensk landsholdsspiller bliver spillende træner i Tyrkiet

Selv tager Vladimir Rodic det ikke så tungt.

- Behøver jeg overhovedet at forklare dette? Jeg er gode venner med Tobias Sana fra IFK Göteborg, og jeg har trøjen fra ham, og det er ingen hemmelighed, at vi holdt med IFK Göteborg i denne kamp? Så hvis I journalister vil køre det på til noget stort, så bare gør det, siger Vladimir Rodic til avisen.

På trods af Vladimir Rodic og Nikola Djurdjic' opbakning kunne IFK Göteborg ikke tage point fra Djurgården. Djurgården vandt 1-0. 

Det er ikke første gang, at Vladimir Rodic og Nikola Djurdjic kommer i modvind. De to spillere blev også set på den natklub, hvor rivalerne AIK fejrede deres mesterskab i sidste sæson.

Læs også:Danske profiler er tvivlsomme til Malmös første guldkamp

Se billedet af Vladimir Rodic i IFK Göteborg-trøjen herunder.

Læs også:Kender hinanden fra Randers: Han spiller på Bundesliga-niveau