Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-stopper: God defensiv er en forudsætning for at drille Brøndby

AaB skal have styr på defensiven, hvis de skal kunne drille Brøndby IF, mener Kasper Pedersen.

Når AaB og Brøndby IF tørner sammen søndag aften på Brøndby Stadion, er det en vigtig kamp for begge mandskaber.

Både Brøndby IF og AaB kæmper nemlig i øjeblikket for at ende iblandt de seks øverste og sikre en plads i det såkaldte Mesterskabsslutspil, og før opgøret ligger Brøndby nummer fem med 34 point, mens AaB er nummer syv med 32 point.

For de nordjyske gæster kan en sejr i søndagens opgør dermed betyde, at de overhaler Brøndby og rykker ind i top seks før sidste spillerunde, der spilles i næste weekend.

Og hvis AaB skal hente alle tre point, skal der først og fremmest være styr på forsvaret, mener AaB-stopperen Kasper Pedersen. Det har nemlig været en vigtig base for AaB i denne sæson, og efter en skuffende start på foråret, er der kommet styr på den igen, fortæller Pedersen til Nordjyske.

- Defensiven har været en vigtig base for os i hele sæsonen, så derfor var det irriterende for os nede bagved, at vi startede så skidt (med et 3-0-nederlag til Randers FC, red.). Jeg er glad for, at vi har fået rettet lidt op på det, og det er i hvert fald en forudsætning for at kunne drille Brøndby, at vi kan fortsætte det gode forsvarsarbejde, fortæller Pedersen.

Kampen mellem Brøndby IF og AaB sparkes i gang klokken 18.00.