Video : Tipsbladet
Superliga

AGF river midtbanespillers kontrakt over - også målmand er færdig

Det blev til to og et halvt år i AGF, men nu er det slut for Björn Daniel Sverrisson i AGF.

Roman Mysak nåede ikke et eneste minut i AGF, for keeperen, der blev hentet til Aarhus på en kort kontrakt i sommer, blev skadet, og derfor var det ikke ham, der var i kassen, da førstekeeper Oscar Whalley var i karantæne.

Det er derfor ikke så overraskende, at AGF netop har meldt ud, at målmanden nu er færdig i klubben, når aftalen udløber om et par uger. Den bliver ikke forlænget.

Overraskende er det heller ikke, at AGF også siger farvel til midtbanespiller Björn Daniel Sverrisson. Islændingen havde kontraktudløb til sommer, men han var meget langt fra holdet, og man har simpelthen valgt at rive kontrakten over et halvt år før tid.

Dermed kan Sverrisson også kigge på de muligheder, han har i Island. Det forlyder, at han allerede har bundet sig til FH.

- Björn har været en loyal soldat for os og han lavede i hans første sæson i klubben nogle endog meget vigtige mål i nedryknings play-off kampene, som alle nok stadig husker. I de seneste sæsoner har han altid været klar, når der blev kaldt på ham - også, når der skulle løses opgaver på andre positioner end hans foretrukne. Så vi har været glade for tiden med Björn og ønsker ham held og lykke i karrieren, siger Peter Christiansen, sportschef, til klubbens hjemmeside.

Fra den 28-årige islænding lyder følgende:

- Selv om jeg selvfølgelig gerne ville have spillet mere, har jeg været glad for min tid i AGF. Det er en god klub med gode mennesker på og omkring holdet, og jeg ønsker klubben og dens fans alt det bedste i fremtiden.

Sverrisson nåede 46 kampe og fire mål for AGF.