Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: Brøndby vil sælge tre spillere

Brøndby IF planlægger at skille sig af med tre spillere til sommer, skriver BT.

Brøndby IF præsenterede tirsdag formiddag delårsrapport, og den indebar blandt andet en nedjustering i forhold til, hvor meget klubben forventer i transfergevinst.

Tidligere i foråret meldte klubben således ud, at de ville sælge spillere for 44 millioner kroner, men det tal er altså nu blevet ændret til 17 millioner kroner.

Og de penge skal angiveligt komme ved salg af tre spillere. Således skulle Brøndby planlægge at afskibe venstrebacken Anthony Jung, midterforsvareren Paulus Arajuuri og angriberen Ante Erceg. Det skriver BT.

Anthony Jung og Ante Erceg, der begge skiftede permanent til Brøndby i sommer, har i denne sæson været udskældt for deres præstationer, og de indgår altså ikke i de fremtidige planer.

Paulus Arajuuri har samtidig kontraktudløb til vinter, hvorfor han altså skal sælges til sommer, hvis Brøndby skal tjene på ham.

De sænkede forventninger skyldes efter avisens oplysninger også, at Brøndby vil forsøge at beholde Hany Mukhtar, Simon Tibbling, Dominik Kaiser og Lasse Vigen, selvom de i første omgang også var salgsemner.

Brøndby IF har allerede meddelt, at de siger farvel til forsvarsspilleren Benedikt Röcker og målmanden Benjamin Bellot, der har kontraktudløb. Også Nikolai Laursen, der er lejet i PSV, forlader Brøndby.