Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Babayan viste lovende takter i AGF-remis

Tipsbladet.dk zoomer her ind på mandagens 1-1 opgør mellem Hobro IK og AGF.

Hobro IK - AGF 1-1 (0-0)
1-0 Emmanuel Sabbi (62')
1-1 Jesper Juelsgård (71')

Kampens bedste:

Hobro IK: Edgar Babayan
23-årige Edgar Babayan var fra kampens start meget aktiv på hjemmeholdets højrekant. Der var ingen tvivl om, at han var tændt, og det fik vi da også set, da han var tæt på at presse bolden i mål overfor en usikker Oscar Whalley. Babayan stod bare flere fine ting i første halvleg, hvor Hobro-mandskabet dog manglede den sidste skarphed for at få bolden i mål. I anden halvleg bar Babayans arbejde så endelig frugt. Han servicerede Sabbi på fornem vis med en god aflevering, som amerikaneren sendte i kassen. 

AGF: Mustapha Bundu
Bundu var en stor grund til, at det flere gange lykkedes udeholdet at spille sig igennem det lavtstående Hobro-mandskab. Den 22-årige angriber var god til at sætte sin direkte modstander og kombinerede fint med medspillerne. Det trækker selvfølgelig ned, at han ikke formår at score eller assistere med de mange muligheder, men skarpheden var en generel mangelvare på AGF-mandskabet i aftenens kamp. 

Kampens værste: Tobias Sana
Man savnede generelt lidt ekstraordinært fra Tobias Sanas fod, fordi man ved, at den svenske kreatør er i stand til det. Det var tydeligt, at han havde det lidt svært på en lidt mere tilbagetrukken position i dag, men mon ikke det bliver bedre som sæsonen skrider frem. 

Kampens detalje:
Edgar Babayans aflevering til Emmanuel Sabbi ved Hobros scoring var helt eminent. Et perfekt timet indlæg, der ovenikøbet bliver slået med ydersiden. Ganske flot udført.