Bedst og værst: Bechmann er som en god flaske rødvin
Foto: Joachim Ladefoged/Polfoto
Superliga

Bedst og værst: Bechmann er som en god flaske rødvin

Tipsbladet.dk zoomer ind på opgøret mellem SønderjyskE og Hobro IK.

SønderjyskE - Hobro IK 3-0 (2-0)

1-0 Tommy Bechmann (36)

2-0 Troels Kløve (44)

3-0 Tommy Bechmann (47)

Kampens bedste:

SønderjyskE:
SønderjyskE har virkelig ramt rigtigt på transfermarkedet denne sommer. Det gælder på trænerfronten med Jakob Michelsen, og det gælder på spillerfronten - blandt andet i form af Troels Kløve, der spillede en stor kamp mod Hobro. Men banens bedste var naturligvis Tommy Bechmann. Først scorede han et drømmemål med venstre for derefter at score på hovedstød. Det er med Tommy Bechmann som med god vin - de bliver bedre med alderen. Når det er sagt, så var han nu også helt ok som ung.

Hobro IK:
Jacob Tjørnelund blev vejet og fundet for let i SønderjyskE, og derfor skiftede han for halvandet år siden til Hobro, hvor han for alvor er kommet til sin ret. Mandag leverede han en god indsats på sin gamle hjemmebane, og kun stolpen var i vejen for, at venstrebacken tilmed fik scoret.

Kampens værste:
Der var en lang række Hobro-spillere, der bestemt ikke levede op til forventningerne på dette niveau, og man kunne sagtens vælge den lette løsning og bebrejde en spiller som uprøvede Christoffer Østergaard. Pilen ender dog med at pege på Kasper Povlsen, der ikke havde held med mange af sine aktioner og lavede mange opspilsfejl. Men det var altså det meste af vejen rundt, Hobro var dårlige denne mandag.

Kampens detalje:
Wow, Tommy Bechmann!! Efter 36 minutters spil overraskede SønderjyskE-spilleren alt og alle, da han med sit knap så gode venstreben bankede bolden i kassen fra 25 meter og fuldstændig snød Jesper Rask i Hobro-målet. Sådan nogle mål ser man ikke så tit i Superligaen, og Bechmann skal have et kæmpe skulderklap for at levere sit bidrag til årets mål.