Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Bizar jubelscene, da Esbjerg smadrede FCN

Tipsbladet.dk har kigget nærmere på Esbjerg fB's overbevisende sejr over FC Nordsjælland.

Esbjerg fB - FC Nordsjælland 3-0 (2-0)
Rodolph Austin, 1-0 (9')
Mathias Kristensen, 2-0 (20')
Adrian Petre, 3-0 (60')

Kampens bedste:
Esbjerg fB:
Adskillige Esbjerg-spillere kan blive fremhævet for deres præstationer i denne overbevisende sejr, og der var ikke nogen svage led. En, der strålede en lille smule mere end sine holdkammerater, var dog angriberen Adrian Petre. Den rumænske angriber var konstant farlig og var god til at involvere sine holdkammerater. Han scorede desuden et flot mål på en flugter og lagde op til yderligere et.

Også Daniel Anyembe leverede en fremragende indsats på sin højreback, hvor han både viste sine offensive og defensive kvaliteter.

FC Nordsjælland:
Det var svært at fremhæve en FC Nordsjælland-spiller for sin præstation i opgøret, hvor de havde problemer over hele banen. I målet lavede Nikolai Larsen dog ikke store fejl, og han diskede også op med et par fine redninger, omend han indkasserede tre mål. 

Kampens værste:
FC Nordsjælland kollapsede fuldstændig i opgøret, og den defensive organisation så gang på gang usikker ud. Det er svært blot at udpege en enkelt af de tre stoppere, så Andreas Skovgaard, Victor Nelsson og Ulrik Yttergård Jenssen må deles om titlen.  

Kampens detalje:
Kampens detalje var en noget bizar en af slagsen. Efter at Rodolph Austin havde bragt Esbjerg fB foran efter ni minutter, fejrede han det ved at sparke hårdt ind i en bande. Kort efter måtte den erfarne stopper også lade sig udskifte, og det lignede, at han var blevet skadet i jubelscenen.

Det lød sig efterfølgende, at Austin havde døjet med en lårskade før kampen, og at denne var begyndt at drille. Om ikke andet var det en bizar jubelscene.