Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Bjellands regnbue og en iskold Superliga-topscorer

Tipsbladet.dk zoomer ind på søndagens derby mellem Brøndby IF og FC København.

Tipsbladet.dk på Brøndby Stadion

Brøndby IF - FC København 1-2 (1-2)

1-0 Simon Hedlund (11.)

1-1 Robert Skov (41.)

1-2 Viktor Fischer (45.)

Kampens bedste:

Brøndby IF:
Josip Radosevic startede kampen meget overbevisende på Brøndbys 6'er-position, men blev lidt mere anonym, som kampen skred frem. Hany Mukhtar var for det meste iøjefaldende og lavede rigtig mange fine ting. Den tyske offensivspiller havde flere lækre vendinger med bolden, han assisterede Simon Hedlund og havde en afslutning på ydersiden af stolpen. Ikke mange i Brøndby - hvis nogen overhovedet - kan matche Mukhtars topniveau, og denne søndag viste han det i glimt.

FC København:
Det var ikke fordi, man lagde specielt meget mærke til Robert Skov, men klasse fornægter sig bare ikke. To gange dukkede Superligaens topscorer op, og det var med til at afgøre lokalopgøret til løvernes fordel. Først hamrede Robert Skov et projektil ind bag Marvin Schwäbe, og kort efter assisterede han Viktor Fischer ved scoringen til 2-1. Og så gør det jo ikke så meget, at man i store perioder løber rundt og er ret usynlig.

Kampens værste:
De blev bedre, som kampen skred frem og slap af sted med det til sidst, men det var en præstation under vanlig standard fra duoen Denis Vavro og Andreas Bjelland. Særligt helt i begyndelsen var FCK-stopperne noget på glatis. Denis Vavro blev overløbet et par gange af nogle bevægelige Brøndby-angribere, og en tydeligt frustreret Andreas Bjelland slog flere hovedløse afleveringer frem i banen. De rystede det af sig, men det blev aldrig helt godt.

Kampens detalje:
En kendt traver er, at man ikke spiller med fortjent i fodbold. Hvis man gjorde det, havde Jonas Winds saksespark i første halvleg afgjort fortjent en bedre skæbne. Matchvinderen fra det seneste derby i Brøndby fik på meget lidt plads kastet sin store krop op i luften og eksekveret et perfekt saksespark, der tog oversiden af overliggeren. En scoring blev det ikke til, men det skal ikke tage noget fra en fremragende detalje af FCK-angriberen

I en lidt anden afdeling var det værd at bemærke, at FCK-kaptajn Andreas Bjelland i dagens anledning havde valgt at iføre sig et regnbuefarvet anførerbindet. Homofobi har som bekendt været et stort tema i dansk fodbold i den forgangne uge, og på den måde satte løverne et lille punktum præcis en uge efter, at Viktor Fischer fik det til at bryde ud.