Video : Tipsbladet
Superliga

Bedst og værst: Brandvarm Skov buldrer videre

FC København tog en 0-3 sejr over Sønderjyske søndag aften. Tipsbladet.dk har zoomet ind på opgøret her.

Sønderjyske - FC København 0-3 (0-2)
Robert Skov 0-1 (10')
Robert Skov 0-2 (42')
Robert Skov 0-3 (62')

Kampens bedste:
Sønderjyske
På trods af, at Sønderjyske endte som de klare tabere af søndagens opgør, så havde de flest skud i opgøret. En stor grund til de mange chancer hedder Simon Poulsen, der spillede en fin kamp på venstrebacken. Han havde problemer defensivt mod Robert Skov, men offensivt en fin præstation. Derudover blev der leveret god fight fra Christian ’Greko’ og Marcel Rømer. 

FC København:
Man kan ikke komme uden om ham, når han for anden gang på en måned scorer hattrick i Superligaen. Alle FC Københavns mål blev scoret af Robert Skov, og hvert eneste mål var et eksempel på den glimrende sparketeknik, han har. Med et mål i det lange hjørne, i det korte hjørne og et flot frisparksmål bliver man kampens bedste.

Kampens værste:
Kees Luijckx er en af Sønderjyskes mest rutinerede spillere, men han viste uvanlig usikkerhed i søndagens opgør. I flere situationer var han så fikseret på Dame N’Doye i feltet, at han ikke pressede en fremadstormende Robert Skov. Det kostede ved det første mål, og var ved at koste igen i anden halvleg. Når man laver disse fejl mod FC København lige nu, så bliver de straffet. .  

Kampens detalje:
Robert Skov har haft en vanvittig december måned. Med målene i dagens kamp er han oppe på otte mål i tre Superliga-kampe i december, i fredags blev han af Superligaens trænere kåret som 'Efterårets Profil', og han overvintrer på topscorerlistens førsteplads med imponerende 18 mål i efteråret. Der er ikke andet at gøre end at lette på hatten for Robert Skov.