Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby-bekræfter: Mukhtar tæt på skifte til udenlandsk klub

Klubben meddeler på sin hjemmeside, at Hany Mukhtar har fået lov til at besøge den udenlandske klub, som Brøndby længe har forhandlet med. Derfor er han heller ikke i truppen til søndagens opgør mod AGF.

Hany Mukhtar ser ud til snart at være fortid i Brøndby. Den offensive midtbanespiller er nemlig rejst til udlandet for at forhandle personlige vilkår på plads med en endnu ukendt klub. 

Det bekræfter fodbolddirektøren i Brøndby, Carsten V. Jensen, på klubbens hjemmeside. Han forklarer, at man længe har været i dialog med den udenlandske klub. 

- Vi har igennem et stykke tid været i dialog med en udenlandsk klub om et eventuelt salg, og vi har derfor givet Hany tilladelse til at besøge klubben og afslutte forhandlingerne om hans personlige vilkår. Derfor vil Hany ikke være at finde i truppen mod AGF denne weekend. Hvis og såfremt et skifte skulle falde på plads over de kommende dage, så vil Hany fortsætte hos os efteråret ud, før et eventuelt skifte finder sted i starten af det nye år, siger han. 

Hany Mukhtar har endnu ikke fået spilletid for Brøndby i denen sæson, da han har siddet ude med en skade.