Brøndby forlænger lejeaftale med Jan Kliment
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Brøndby forlænger lejeaftale med Jan Kliment

I den kommende sæson er Jan Kliment også i Brøndby.

Brøndby IF fortsætter samarbejdet med Jan Kliment.

Den tjekkiske angriber tager nemlig endnu en sæson på leje i Brøndby IF, hvor han altså skal konkurrere med Teemu Pukki, Kamil Wilczek og Gustaf Nilsson.

Angriberen har trænet med den seneste uges tid, selv om hans lejeaftale var udløbet.

Men Brøndby og Stuttgart er blevet enige om en ny etårig aftale.

- Vi havde stor tiltro til Jans evner for et år siden, da han kom til klubben, og det har vi stadig. Alex og jeg kan se, at Jan har et meget stort potentiale, og det er det potentiale, vi ønsker at arbejde videre med at få indfriet. Jan er ikke bange for at arbejde hårdt, og han ved, hvad vi forventer af ham, så nu skal arbejdshandskerne på - og så skal kampene og målene nok komme.

- Det er så nemt i fodboldens verden at smide ud og finde noget nyt. Det var da også en overvejelse, vi havde, da det jo nærmest er en automatreaktion i et transfervindue, at nyt altid er bedre. Tålmodighed er en dyd i strategi 6.4, og det er denne tålmodighed, vi også skal udvise med de spillere, vi tror på, kan løfte os på sigt. Og det tror vi som sagt, at Jan kan, siger Troels Bech, Brøndbys sportsdirektør, til klubbens hjemmeside.

Kliment spillede senest mod Qarabag, hvor han scorede to gange. Og han håber på en sæson, der bliver bedre end i fjor.

- Først og fremmest vil jeg gerne sige tak for muligheden. Jeg er meget glad for at være i Brøndby, og jeg kan rigtig godt lide den familiære følelse, der er i klubben. Det er noget helt specielt. Så jeg er meget glad for ikke at skulle bekymre mig om, hvad der skal ske næste sæson, og at jeg bare kan koncentrere mig om at spille godt for Brøndby IF, siger Jan Kliment selv.

- Jeg håber, at mit andet år vil blive bedre. Jeg vil gerne hjælpe holdet mere, end jeg gjorde sidste år, og jeg vil selvfølgelig også gerne tilbagebetale tilliden fra Coach og Troels. Jeg er jo angriber, så det betyder, at jeg skal score flere mål og skabe flere chancer, forklarer han.