Video : Tipsbladet
Superliga

Brøndby havde minus 32,5 millioner kroner i transferaktiviteter

Brøndby IF tabte mange millioner på transferaktiviteter i 2019 - primært på grund af afskrivninger af kontraktrettigheder.

Superliga-klubben Brøndby IF har netop præsenteret sit regnskab for 2019, og det var et stort underskud, der blev præsenteret. 78,7 millioner kroner.

En del af forklaringen er, at Brøndby IF også havde et stort minus i transferaktivter i 2019. 32,5 millioner kroner fremviste Brøndby IF.

Transferaktiviteter er køb og salg, og det er sign-on-fee, som spillerne får, når de underskriver kontrakter.

Læs også:Tidligere direktør og Daniel Agger købte ikke Brøndby-aktier

I 2019 hentede Brøndby IF spillere som Tobias Børkeeiet og Simon Hedlund, og vi bruger førstnævnte som eksempel på, hvad en transferaktivitet konkret er.

Nordmanden Børkeeiet underskrev en fem-årig aftale i sommer med Brøndby, og hvis vi siger, at han blev købt for 10 millioner kroner, spreder man det beløb ud over en femårig periode. Det vil sige, at transferaktiviteten på Børkeeiet i 2019 er på to millioner kroner (plus sign-on-fee, som vi ikke kender, red.). Og sådan gør man med alle spillere.

Derfor tælller spillere som Jens Martin Gammelby, Marvin Schwäbe, Lasse Vigen og Simon Tibbling også til transferaktiviteten i det netop offentliggjorte regnskab. Spillere, som Brøndby har købt de senere år. Det samme gør en større del af truppen.

Læs også:AGF-stjerne nærmer sig topform: Jeg er ikke langt fra 100 procent

Årsagen til det store minus i 2019 er dog primært, at man har lavet afskrivninger på kontraktrettigheder for mange millioner kroner. 

Vi kan prøve at se nærmere på Besar Halimi, der blev solgt i sommer til Sandhausen. Hvis man som tænkt eksempel siger, at Brøndby IF manglede fire millioner kroner tilbage i afskrivninger på midtbanespilleren, da man solgte ham, og vi siger, at man solgte ham for 1,5 millioner kroner, taber man altså på at sælge. Så er det altså ikke 1,5 millioner kroner lige ned i lommen. Derimod er det et tab på 2,5 millioner kroner i transferaktivitet alene på Besar Halimi.

Af tallene fremgår det, at af 30,7 millioner kroner af det samlede beløb på 32,5 skyldes afskrivninger af kontraktrettigheder i 2019. Samtidig formåede man blot at hente 1,8 millioner kroner i indtægter på transferaktiviteter.

De røde tal i transferaktiviteten 2019 er muligvis også med til at forklare, hvorfor man ikke har de store forventninger til aktiviteten i 2020 - her forventer man mellem minus syv millioner kroner og plus tre millioner kroner i transferaktiviteter.

I 2018 havde man et plus på 30,4 millioner kroner i transferaktiviteter - årsagen var, at man fik 61,3 millioner indtægter, mens man havde 23,6 millioner kroner i afskrivninger af kontraktrettigheder.

Af årsrapporten fremgår det i øvrigt også, at Brøndby IF investererede 27,1 millioner kroner i fem nye spillere.

Læs også:Brøndby IF forventer et transferresultat i omegnen af nul

Læs også:Direktør om Brøndby-regnskab: Det er meget utilfredsstillende

Læs også:Brøndby styrtbløder: Præsenterer kæmpe underskud