Video : Tipsbladet
Superliga

Carlo Holse om Esbjerg-starten: Der mangler en lille smule

FCK-lejesvenden mangler stadig at vænne sig helt til de nye holdkammerater, men han er sikker på, at det kommer.

Esbjerg hentede i januar Carlo Holse på en lejeaftale i FC København, og den unge københavner skal i foråret tørne ud for vestjyderne. Hidtil har det været okay også mod AGF, men han mener selv, at der skal bygges mere på i forhold til relationerne.

- Det gik okay, men det sidste touch og den sidste vision manglede lidt, og det kommer med kampe og træning. Der mangler en lille smule. Jeg skal nok vise, hvad jeg kan, siger Holse til klubbens egen hjemmeside.

Søndag venter den 19-årige offensivspillers hjemmebanedebut, når Brøndby kommer på besøg, og det ser han meget frem til.

- Brøndby er noget specielt. Jeg regner med og håber på at yde et godt stykke arbejde og krydre det med en kasse. Jeg håber, at der kommer en masse på stadion og støtter os, fortsætter han.

Der er kickoff mellem Esbjerg fB og Brøndby IF på Blue Water Arena søndag aften klokken 18:00.