Video : Tipsbladet
Superliga

Eks-AGF'eren Juel-Nielsen: Forventer at finde ny klub i januar

Siden han brød med Maccabi Netanya i sommer, har Thomas Juel-Nielsen været klubløs. Det er han stadig, og han er ikke decideret tæt på en ny arbejdsgiver, men han regner med at få fremtiden på plads i dette transfervindue.

Det sidste år har Thomas Juel-Nielsen været mere klubløs end det modsatte, og lige nu er han det stadig

Først indledte han 2017 med at bryde med Falkenbergs FF, så havde han tre måneder i AGF, hvor han var med til at sikre holdet overlevelse i Superligaen, og så skiftede han til israelske Maccabi Netanya. 

Det blev dog et kort ophold, hvor Juel-Nielsen end ikke nåede i kamp, inden han i august fik ophævet sin kontrakt. Og siden har han brugt tiden på at finde en ny arbejdsgiver. Den jagt er stadig i gang.

- Jeg leder fortsat efter den rigtige klub. Der har været nogle muligheder, men af forskellige årsager har jeg ikke følt, at den rigtige mulighed er kommet, siger Thomas Juel-Nielsen til tipsbladet.dk.

- Naturligvis er det ikke optimalt at stå uden klub, men jeg er optimistisk omkring situationen. Jeg er ikke tæt på en ny aftale, men jeg forventer at være på plads et nyt sted inden udgangen af transfervinduet.

Dermed har den 27-årige stopper ti dage til at overholde sin egen deadline, men eftersom han er kontraktløs, kan han frit skrive kontrakt med en ny klub, selv om januar skulle forløbe uden afklaring.

Thomas Juel-Nielsen var i efteråret til prøvetræning i engelske Portsmouth, men fik altså ikke en kontrakt med hjem. Han har spillet ligafodbold i både Danmark, Sverige og Norge, og han håber, at hans næste klub ligger uden for de tre lande. Men det skal den ikke for enhver pris.

- Jeg har haft et par muligheder i udlandet siden Israel. Danmark har jeg ikke hørt konkret interesse fra, siger han.

- Jeg har spillet og prøvet mig selv af i alle tre skandinaviske ligaer, og det er nok her, mit navn er størst, men selv om opholdet i Israel blev kort af flere årsager, har jeg fortsat mod på at prøve mig af uden for Skandinaviens grænser. Dog står jeg ikke i samme position som i sommer (hvor han havde flere muligheder, red.) og må være åben for alt, der kommer, også inden for Skandinaviens grænser.

Juel-Nielsen fortæller desuden, at han ikke pt. har en ny prøvetræning på plads.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.