Video : Tipsbladet
Superliga

En pokalsejr til AaB kan betyde aflyste Superliga-kampe

Superliga-klubben AaB glippede top seks, og det kan blive lidt noget rod i forhold til Superligaen, hvis klubben vinder pokalturneringen.

Det var kendt som et muligt problem i den nye Superliga-struktur, og nu er problematikken rykket et skridt nærmere.

AaB glippede akkurat top seks, og derfor skal holdet fra Nordjylland spille gruppespil, hvor nordjyderne ligger så godt til, at man allerede nu kan se, at holdet kommer til at spille playoff om retten til at spille en kamp i Europa mod enten Superligaens nummer tre eller fire.

Og det kan blive problematisk, hvis AaB samtidig vinder pokalturneringen, skriver Jyllands-Posten.

Hvis AaB vinder Sydbank Pokalen, hvor klubben i semifinalen møder Brøndby på udebane, vil der blive aflyst kampe, hvis AaB samtidig har spillet sig videre fra gruppespillet og den første playoff-runde. Pokalfinalen spilles den 15. maj, og på det tidspunkt ved man, hvilke to hold fra gruppespillet der skal spille ude og hjemme om retten til at møde Superligaens nummer tre eller fire.

For at give et konkret eksempel:

AaB og FC Nordsjælland ender et og to i gruppespillets pulje 2, mens AGF og AC Horsens ender et og to i pulje et. AaB møder derefter Horsens over to kampe, og FC Nordsjælland møder AGF over to kampe.

De to vindere mødes i en afgørende runde - de kampe er planlagt til at blive spillet i weekenden omkring søndag den 19. maj. Pokalfinalen er den 17. maj, og vinder AaB finalen, vil de to kampe mod vinderen af FC Nordsjælland-AGF altså blive aflyst. Det hold vil rykke direkte videre til opgør mod nummer tre i Superligaen om en enkelt europæisk billet.

Til Jyllands-Posten siger Divisionsforeningens turneringschef, Peter Ebbesen:

- Hvis AaB vinder pokalturneringen, vil deres eventuelle modstander gå direkte i finalen i playoff-kampene, mens AaB vil være færdig med sæsonen, bekræfter han.

Det var noget, man var obs. på, da man lavede strukturen, men allerede dengang fortalte Divisionsforeningen, at pokalturneringen sjældent vindes af et hold uden for top seks.

Vindes turneringen af hold i top tre, er det nummer fire i mesterskabsspillet, der møder nummer syv om en plads i Europa næste sæson. Vindes turneringen af et hold uden for top tre, er det nummer tre i mesterskabsspillet, der møder nummer syv.