Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-boss mangler to-tre spillere: Nødt til at give profiler fri fra træning

Truppen i Esbjerg fB er så smal, at cheftræner John Lammers somme tider giver dem, der spiller mest, fri til træning. Derfor kunne han godt tænke sig to eller tre spillere mere. De skal gerne kunne gå direkte ind i startopstillingen.

For kendere af Superligaen kommer det ikke som noget chok, at FC København og FC Midtjylland ligger på henholdsvis første- og andenpladsen i tabellen. Det er to af de rigeste klubber og de to sidste sæsoners mestre, så det er helt i tråd med fodboldens natur.

Mere uventet er det til gengæld, at Esbjerg fB ligger på tredjepladsen. Holdet har i hvert fald ikke ligaens tredjestørste budget, og det kommer lige fra en sæson i 1. division, hvor det måtte gennem playoff for at nå det forjættede land.

Her flyder det måske ikke ligefrem med mælk og honning, men til gengæld med målfattige kampe og vigtige point. Men selv om det selvfølgelig ser overvejende godt ud for EfB, har cheftræner John Lammers et par punkter, der kan forbedres.

- På banen skal vi blive bedre i spillet med bolden, overordnet set skal truppen være bredere. Vi mangler to måske tre spillere, der kan gå direkte ind i startopstillingen. Som det er nu, skal jeg give de spillere, der spiller mest, fri til træning, så de kan være klar til kamp. Jeg kan ikke bare lade de vigtigste spillere sidde over til kamp, fordi bredden i truppen ikke er til det, siger han til JydskeVestkysten.

Lammers sætter ikke navn på de spillere, der må sidde over, men de markspillere, han har trukket de største veksler på, er Jesper Lauridsen, Lasha Parunashvili, Jacob "LungI" Sørensen, Markus Halsti og Joni Kauko.

Parunashvili får dog helt automatisk et hvil i aften, når AaB gæster Blue Water Arena, for han har karantæne. Det samme gælder Rodolph Austin.