Video : Tipsbladet
Superliga

Esbjerg-træner savnede offensive idéer: Det var Lyngbys dag

Esbjerg manglede offensive idéer i 0-2-nederlaget mod Lyngby, mener cheftræner Lars Olsen.

Esbjerg slog for ni dage siden de forsvarende mestre fra FC København med 1-0 i Superligaen.

Søndag kom det vestjyske mandskab til gengæld ned på jorden igen, da holdet tabte 0-2 i Lyngby efter en uskarp indsats både defensivt og offensivt.

Cheftræner Lars Olsen savnede kreativitet og kvalitet i Esbjergs offensiv.

- Vi startede dårligt og var et skridt efter Lyngby. Da vi kom bagud 0-1, var det op ad bakke, men jeg synes, vi arbejdede os godt ind i kampen på en svær bane.

- På den sidste tredjedel af banen manglede vi idéer. Vores indlæg var uskarpe, og det var kun lige ved og næsten. Det var Lyngbys dag, og de vandt fortjent 2-0, siger Lars Olsen.

Esbjerg solgte forleden angriberen Adrian Petre til Bukarest-klubben FCSB, og angriberen Yuri Yakovenko manglede mod Lyngby på grund af karantæne.

Lars Olsen måtte derfor smide den 19-årige angriber Patrick Egelund ind fra bænken, og træneren måtte rykke forsvarsspilleren Rodolph Austin frem i angrebet.

Spørgsmål: Er det ikke netop den offensive bredde eller mangel på samme, der kan blive afgørende i jeres kamp for overlevelse?

- Jo, det kan man sige. Og det er rigtigt. Omvendt skal vi jo ikke komme bagud i en kamp som den her. Det var lidt det, der holdt os oppe mod FCK.

- Vi holdt dem væk fra chancer og scorede så selv, og mod Lyngby var det den omvendte verden. Da de scorede, skulle vi jagte, og der var vi ikke stærke nok. Vi fik ikke skabt de chancer, der med rette kunne have givet et mål.

Yuri Yakovenko er tilbage fra karantæne til Esbjergs næste kamp, som er hjemme mod FC Nordsjælland på lørdag.

Kantspillerne Mathias Kristensen og Pyry Soiri når til gengæld ikke at blive klar efter deres skader.

- Jeg kan ikke sige, hvor lang tid de er ude, men de er i hvert fald ikke klar til vores næste kamp, siger Lars Olsen.

/ritzau/