Video : Tipsbladet
Superliga

FC Midtjylland-profil drømmer stort: Jeg vil til udlandet igen

Erik Sviatchenko håber, at han kommer i Champions League med FC Midtjylland. Men han har også en ambition om at blive solgt til udlandet.

Det er få danske spillere, der har vundet så meget sølvtøj i udlandet i de seneste år, som Erik Sviatchenko har. Han spillede også jævnligt foran 60.000 tilskuere og deltog i Champions League. Så på sin vis har han oplevet det bedste, livet som udlandsprofessionel har at tilbyde. Måske netop derfor vil han opleve det igen.

Sviatchenko siger til Viaplay Sport Live, at han stadig drømmer om et nyt udlandseventyr. Kaptajnen har kontrakt med FC Midtjylland til sommeren 2022, så han kan fortsat opnå store europæiske resultater med sin nuværende klub, men udlængslen har han stadig.

Læs også:Erik Sviatchenko: Kritisabelt, at man ikke har koordineret fælles stop

- Når man ser det der Champions League-logo på ens højre arm eller skulder, får man selvfølgelig enormt meget blod på tanden, og man vil gerne ud at prøve endnu et gruppespil. Men det kan også godt være, det bliver i Midtjylland, det gruppespil i Champions League. Hvem ved? Det er i hvert fald de forventninger og de ambitioner, vi har.

- Men jeg har også en ambition om at få lov til at gøre mig på udenlandsk niveau igen og få lov til at spille på en udenlandsk adresse. Så jeg gør alt, hvad jeg kan, for at være i den bedste udgave for FC Midtjylland, og så er det op til nogle andre folk at få enderne til at mødes.

Læs også:FCM-anfører: Ville være mærkeligt at vinde et dansk mesterskab på den her måde

Erik Sviatchenko spillede i Celtic fra januar 2016 til januar 2018. Han er officielt noteret for tre skotske mesterskaber, en pokaltitler og to ligacup-titler. Nogle af trofæerne vandt holdet, mens han var udlejet til FC Midtjylland, men efter han havde været med undervejs.

Se hele klippet med Sviatchenko i videoen i toppen af denne artikel.

Læs også:Sørloth om FC Midtjylland: De er som i filmen Moneyball

Læs også:FCM-belgier: Den individuelle kvalitet er lavere

Læs også:Premier League-manager: Vil ikke have en kunstig afgørelse på sæsonen