FC Nordsjælland-komet: Mange kunne lære af os
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FC Nordsjælland-komet: Mange kunne lære af os

Ifølge Andreas Skov Olsen er FC Nordsjælland som klub så god til at fremme talenter, at andre kunne tage ved lære. FCN har brugt de yngste spillere i Europa i denne sæson.

Man skulle dårligt nok tro, det var muligt, men FC Nordsjælland er lykkedes med at gøre sit hold endnu yngre.

For et år siden var de spillere, som klubben brugte, de femteyngste i Europa med en gennemsnitsalder på 22,78, men nu er ingen hold yngre end FC Nordsjælland. Som det stod klart i går, har de startende spillere i denne sæson haft en gennemsnitsalder på 21,36 år.

En af dem, der er med til at trække det snit ned, er 18-årige Andreas Skov Olsen. Han har spillet samtlige kampe i alle turneringer for sidste sæsons bronzevindere, og han ligner en regulær himmelstormer med 10 mål i 18 optrædener.

Han mener, at andre kunne få noget ud af at studere FC Nordsjællands tilgang til talentudvikling.

- Klubben tror på os unge, og det viser sig, at det godt kan lade sig gøre at spille med de store og tage ansvar, selv om vi ikke er så gamle. Mange kan lære af det, siger han til Ritzau.

- Klubben tænker ikke bare på os som en forretning, og det er rigtig fedt at mærke.

Mandag slog FC Nordsjælland, der selvsagt har Superligaens yngste mandskab, SønderjyskE, der har ligaens ældste, med 4-1. Andreas Skov Olsen scorede ikke, men lagde til gengæld op til to af holdkammeraternes mål.