FCK kom på vinderkurs i Superligaen med sejr over AaB
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK kom på vinderkurs i Superligaen med sejr over AaB

På under ti minutter scorede FCK tre gange i 3-2-sejren hjemme over AaB, som skabte stor spænding til slut.

FC København kom tilbage på vinderkurs i Superligaen med en sejr på 3-2 hjemme over AaB.

Københavnernes tre mål blev sat ind på under ti minutter i begyndelsen af anden halvleg - på to scoringer af angriberen Michael Santos og et enkelt af kantspilleren Pep Biel.

Men AaB reducerede to gange og var nær ved at tage det ene point til slut.

FCK var generelt kommet skidt i gang i Superligaen med blot et enkelt point i årets første to kampe.

Efter et skuffende nederlag til Esbjerg og uafgjort mod Silkeborg var kravet for den københavnske titelaspirant en sejr over nordjyderne søndag aften.

Og kravet blev indfriet, men med mere besvær end forventet, efter at FCK førte 3-0.

FCM topper dog fortsat ligaen med 56 point - seks mere end FCK. FCM tager mandag imod Sønderjyske.

I torsdags gik FCK videre til ottendedelsfinalerne i Europa League efter samlet sejr over skotske Celtic, og det hårde kampprogram har sat sine spor i truppen.

FCK er plaget af en del skader for tiden, og både backen Pierre Bengtsson og angriberen Mikkel Kaufmann røg på skadeslisten før AaB-kampen.

Under opvarmningen stod det også klart, at angriberen Dame N'Doye heller ikke var i stand til at spille søndagens kamp.

Mohamed Daramy overtog pladsen fra N'Doye helt i front, og det skulle vise sig at være en god idé.

Daramy spillede ikke specielt godt i første halvleg, men han lagde op til to af FCK's mål i anden halvleg.

Generelt havde FCK vanskeligheder ved at skabe chancer i de første 45 minutter, og AaB kom slet ikke frem til noget farligt offensivt i samme periode.

Santos satte dog gang i målfesten ti minutter inde i anden halvleg, da uruguayaneren headede Bryan Oviedos præcise indlæg i nettet.

To minutter senere øgede Pep Biel til 2-0 med en flad afslutning, da spanieren udnyttede fornemt forarbejde fra Daramy.

Santos pandede efter 64 minutter også FCK på 3-0 efter endnu et oplæg fra Daramy.

Og så skulle man tro, at den kamp var afgjort. Men nej. Ikke helt.

Lucas Andersen reducerede til 1-3 efter 72 minutter på et frispark, der sad helt ude i siden af målet.

Fem minutter senere kom FCK-anfører Carlos Zeca til at lave et klodset selvmål ved at ramme et indlæg uheldigt.

AaB pressede FCK til slut, og der var farlige situationer i begge ender, men der blev ikke scoret yderligere foran de 13.240 tilskuere, der efter en kedelig start blev godt underholdt i anden halvleg.

AaB er placeret på sjettepladsen med 34 point efter 23 kampe.

/ritzau/