Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-manager: Vi arbejder på yderligere forstærkninger

Manager Ståle Solbakken fortæller til klubbens hjemmeside, at man arbejder på yderligere forstærkninger.

FC København har solgt Federico Santander, og nu har klubben så fundet erstatningen for angriberen fra Paraguay.

Der er tale om en gammel kending i form af Dame N'Doye, der var fremragende, da han sidst var i dansk fodbold og FCK.

Manager Ståle Solbakken er glad for at have fået sin tidligere angriber tilbage fra flere år russisk, engelsk og tyrkisk fodbold, og nordmanden kan berette, at FCK ikke er færdige med at hente forstærkninger.

- N'Doye er en angriber med stor internatonal erfaring og spidskompetencer på et meget højt niveau. Han er måske den bedste angriber i FCK og Superligaens historie, og vi glæder os meget over at have ham tilbage i FCK. Han er selvfølgelig blevet ældre, men han har stadig en enorm fysik og spillede masser af kampe i sidste sæson, så vi er sikre på, at han vil kunne bidrage med en masse på banen og hjælpe vores unge angribere til at blive endnu bedre, siger Ståle Solbakken til FC Københavns hjemmeside og forklarer: 

- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft akut brug for offensiv forstærkning, og heldigvis var N'Doye meget motiveret for at komme tilbage til os, så det gik ret hurtigt, da vi først begyndte at snakke med ham om muligheden. Vi er glade for at have ham på plads og så arbejder vi videre på at forstærke os yderligere.

Dame N'Doye er blevet udstyret med en etårig aftale og skal i FCK's angreb kæmpe med Pieros Sotiriou, Jonas Wind og måske både Viktor Fischer, Robert Skov og Carlo Holse om spilletid.