FCM politianmelder ungdomstræner: Sendte krænkende billeder til spillere
Foto: Getty Images
Superliga

FCM politianmelder ungdomstræner: Sendte krænkende billeder til spillere

En af FC Midtjyllands ungdomstrænere er blevet bortvist og siden politianmeldt. Han har ifølge klubben sendt sms’er og billedmateriale af krænkende karakter til enkelte spillere.

I går blev FC Midtjylland bekendt med en alvorlig sag i klubben. En af de danske mestres ungdomstrænere har sendt sendt sms’er og billedmateriale af krænkende karakter til nogle af ungdomsspillerne i klubben, skriver FC Midtjylland i en pressemeddelelse.

FCM har ifølge eget udsagn "øjeblikkeligt bortvist den pågældende træner og efterfølgende politianmeldt ham." Nu ligger sagens videre forløb hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Trænerens handling afviger på enhver tænkelig måde fra de værdier, FC Midtjylland er bygget på, hvorfor vi arbejder med nul-tolerance i den slags sager, skriver FC Midtjylland i pressemeddelelsen.

- Vi er meget kede af den dårlige adfærd og manglende dømmekraft hos en af vores trænere, og vi gør alt for at hjælpe og drage omsorg for alle, der er berørte af sagen.

Klubben fortæller desuden, at forældrene på de berørte årgange tidligere i dag blev oritenteret på et møde.

Også Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter i en pressemeddelelse, at de har modtaget en anmeldelse om, at træneren "har sendt billeder med et seksuelt indhold til flere mindreårige drenge, der spiller i klubben."

Han er nu i politiets varetægt.

- Manden er blevet anholdt og sigtet, og vi er nu i gang med den videre efterforskning i sagen. Det er vigtigt at understrege, at der ikke er sket fysiske overgreb, men både børn og forældre er selvfølgelig påvirkede af situationen, og vi samarbejder med fodboldklubben om at tage hånd om dem på en god måde, siger politikommissær Henning Præstegaard.