Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner glæder sig over stor bredde: Den er på et meget højt niveau

I FC Midtjylland er der en stor bredde, og den er klubbens træner rigtig godt tilfreds med.

Der er næppe nogen andre Superliga-trænere, der har så mange spillere at vælge mellem som Kenneth Andersen. At skulle holde alle spillere tilfredse i så stor en trup kan give udfordringer, men i FC Midtjylland bliver det ikke set som et problem.

I løbet af foråret skal FC Midtjylland både forsøge at vinde det danske mesterskab og pokaltitlen, og derfor kan der blive brug for bredden i truppen, og ifølge Kenneth Andersen er spillerne udenfor startopstillingen på et højt niveau.

- Jeg er overbevist om, at stabilitet i vores egne præstationer bliver afgørende for vores skæbne i foråret. Vi kan selv afgøre det, og heldigvis er vores bredde i truppen på et meget højt niveau, fortæller FC Midtjylland-træneren til klubbens hjemmeside.

Op til forårssæsonen har FC Midtjylland forstærket bredden i truppen yderligere i form af Júnior Brumado, Patrick og Rafal Kurzawa, mens kun periferispillere som Babajide David Akintola og Alexander Munksgaard er røget til andre klubber.