Video : Tipsbladet
Superliga

FCM'er håber på snarligt comeback: Jeg har ikke haft en god sæson

Forsvarsspiller Zsolt Korcsmar har siddet ude en måneds tid med en skade. Han er spændt på, hvor han står under den nye træner.

Rutinerede Zsolt Korcsmar fandt for alvor sine fødder og sin plads i FC Midtjylland, da Jess Thorup for lidt mere end et år siden valgte at skifte over til en 3-4-3 opstilling.

Men i denne sæson er det bare blevet til fire kampe i dansk fodbolds bedste række.

Forklaringen på, at det ikke er blevet til Superliga-kampe i halvanden måned, er en skade, men selv når Korcsmar er fit, er konkurrencen så hård, at han ikke er garanteret en plads i startopstillingen.

Det kan få ham til at overveje, hvad der skal ske fremadrettet.

- Jeg nyder meget at være her i klubben, selv om jeg ikke har haft en god sæson. Hvis det ender med, at jeg kommer i en svær situation (manglende spilletid, red.), må jeg se på det og så vurdere, hvad der skal ske (om han skal væk, red.), siger Zsolt Korcsmar til tipsbladet.dk.

Hele den 29-åriges fokus er lige nu ikke på fremtiden, men kortsigtet, fordi han gerne snart vil kunne bidrage til FC Midtjyllands Superliga-sæson igen.

- Jeg har haft problemer med mit knæ. Jeg begyndte at træne igen for to uger siden, men fik et setback, så nu er jeg nødt til at tage det stille og roligt. Jeg er så småt tilbage, men er ikke på 100 procent endnu.

- Mit fokus er lige nu på at komme tilbage i træning og vise, at jeg er helt klar igen, og at jeg kan hjælpe holdet. Jeg håber på at vende tilbage i fuld træning næste uge, efter jeg har været ude i næsten en måned. Så det er både fysisk, teknisk og taktisk, der lige skal finpudses, siger den ungarske forsvarsspiller.

Da Zsolt Korcsmar sidst spillede kamp for førsteholdet i FC Midtjylland, var det med Jess Thorup som træner. Han er nu taget til belgiske Gent, og i stedet er det Kenneth Andersen, der har fået jobbet som cheftræner for Korcsmar og Midtjylland-mandskabet.

- Jeg vil gerne vise mig frem for den nye træner, for han kender mig ikke så godt, så det handler først og fremmest om at blive fit.

- For mig var det overraskende, at vi skiftede træner, det kom lidt ud af ingenting. Men det har ikke ændret så meget, for vi spiller stadig, som vi plejer, og vi træner, som vi plejer. Så det har været meget få ændringer.

- Jeg kan forstå, der ikke er mange skandinaviske trænere, der får chancen i udlandet, så jeg forstår ham godt. Som jeg kender ham, er han en mand, der ved, hvordan han skal få klubben til at præstere. Det er en god beslutning (at ansætte Thorup, red.), siger Zsolt Korcsmar.

Forsvarsspilleren har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2020 - han har indtil videre spillet 28 Superliga-kampe for FC Midtjyllands førstehold. Det var i sommeren 2017, at han skiftede til klubben fra ungarske Vasas.