Video : Tipsbladet
Superliga

Glad Bjelland: Skulle vise, at det var mænd mod drenge

Andreas Bjelland glæder sig over sejren over FC Nordsjælland i en kamp, hvor FC København havde noget at bevise.

FC København fik brudt en seks år lang stime uden sejr i Farum, da de mandag eftermiddag gæstede FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum.

Det glæder ikke overraskende FC Københavns Andreas Bjelland, der forklarer, at gæsterne havde noget at bevise i opgøret.

- Vi skulle op og vise, at vi kan vinde. Og vi skulle op og vise, at det var mænd mod drenge. Al ære og respekt for det, de laver, men de er nogle unge køse, og vi skulle kyse dem og smadre dem rent fysisk, og det synes jeg også, at vi formår i dele af kampen, fortalte han umiddelbart efter kampen til Canal 9.

Bjelland glædede sig især over FC Københavns præstation i første halvleg.

- Det er dejligt at vinde heroppe, og det var en fantastisk sejr. Vi vidste, at det ville blive svært på det underlag, men jeg synes, vi spiller en fantastisk første halvleg, hvor vi moser dem og får scoret nogle fine mål. Og starter anden halvleg rigtigt stærkt og får scoret og lukket kampen, lød det fra Bjelland.

Sejren betyder, at FC København er 11 point foran deres nærmeste efterfølger, FC Midtjylland, i toppen af Superligaen. FC Midtjylland kan dog reducere afstanden til otte point med en sejr over Brøndby IF mandag aften.