Harmeet Singh: Havde det godt i FCM
Superliga

Harmeet Singh: Havde det godt i FCM

Harmeet Singh understreger, at hans beslutning om at forlade FC Midtjylland intet havde med den danske klub at gøre.

Den 1. februar offentliggjorde FC Midtjylland, at man havde skrevet kontrakt med nordmanden Harmeet Singh, og i går kom det så frem, at midtjyderne havde ophævet aftalen igen - inden midtbanespilleren nogensinde havde fået debut for klubben.

Årsagen til det tidlige brud skal findes udenfor banen, hvor Harmeet Singh har haft noget personligt at slås med - han har ikke en finger at sætte på FC Midtjylland. Det understreger nordmanden, der fredag har skrevet under på en aftale med sin tidligere klub Molde.

- Grunden er, at der opstod en situation for mig, noget som ikke har med fodbold at gøre, noget ikke-sportsligt, som jeg måtte tage hensyn til. Jeg trivedes vældig godt der (i FCM, red.) og var i en vældig god klub, så planen var selvfølgelig bare at blive der, siger Harmeet Singh til Moldes hjemmeside.

Sådan gik det altså ikke, og nu er han tilbage i Molde, hvor cheftræner Ole Gunnar Solskjær hilser ham velkommen.

- Han er en god fodboldspiller, som jeg havde lyst til at skrive med i december. Han havde lidt svært ved at bestemme sig og havde måske lyst til at prøve noget nyt, men nu er han her af forskellige årsager, og det er vi utrolig glade for. Det  er en af Norges klart bedste midtbanespillere, når han er i form, siger Ole Gunnar Solskjær.

Harmeet Singh har underskrevet en kontrakt på halvandet år med Molde.