Video : Tipsbladet
Superliga

Helsingør-direktør bekræfter: Tager afsked med to spillere yderligere

Både Måns Hermann og William Kvist kom til FC Helsingør i sommer, mens ingen af dem formåede at slå igennem i Superligaen, og derfor forlader de klubben til januar. Dermed følger de i hælene på Essam Salamoun, der forlod klubben i sidste uge.

FC Helsingør havde en hektisk sommer efter oprykningen til Superligaen, og det gjaldt ikke mindst klubbens transferansvarlige. Oprykkerne fik tilgang af 15 forskellige spillere for at kunne modstå forventningerne i Superligaen, men ikke alle har været lige stor succeser.

To af dem, som aldrig blev det store sus i byen ved Øresund, er den svenske William Kvist og landsmanden Måns Hermann. De nåede henholdsvis to og én pokalkampe, ingen i Superligaen, og de kommer ikke til at få flere.

Begge svenskere har kontraktudløb til nytår, og administrerende direktør Janus Kyhl bekræfter over for tipsbladet.dk, at de forlader klubben. Dermed følger de i samme spor som Essam Salamoun, der i sidste uge fik sin kontrakt ophævet.

- Vores aktivitet kommer an på, hvordan vinduet forløber. Jeg kan konstatere, at vi har sagt tak for denne gang til Måns Hermann, William Kvist og Essam Salamoun. Derfra tager vi det step by step og melder ud, når der er noget at melde ud, siger direktøren.

Janus Kyhl sagde i sidste uge til Ritzau, at han og cheftræner Christian Lønstrup skulle holde et møde mandag i denne uge for at beslutte, hvilke spillere de vil beholde. Truppen på omkring 30 mand er nemlig for stor, og der skal skæres nogle fra. 

Det møde har de holdt, og de beslutninger er taget. 

- Ja, det har vi, og det arbejder vi ud fra lige nu. Indtil alle aftaler er på plads, bliver det noget, vi holder tæt, men jeg tør godt sige, der kommer offensiv forstærkning til FC Helsingør, lyder det fra direktøren.

Det tyder stadig på, at der bliver tale om to-tre forstærkninger, som han sagde i førnævnte Ritzau-historie, for FC Helsingørs 15 ligamål i efteråret, færrest af alle, er ikke nok.

- Der er ingen tvivl om, at når man kigger på det, så mangler vi mål. Det, tror jeg ikke, er nogen hemmelighed for nogen. Når jeg kigger på statistikkerne, er det ikke, fordi vi har færre skud end de andre. Vi har mange dygtige offensive spillere, men vi har ikke været skarpe nok, siger Janus Kyhl.

Ifølge superliga.dk's statistik har oprykkerne haft niendeflest afslutninger i sæsonen (252), men færrest inden for målrammen (62). Det giver den dårligste scoringsprocent i Superligaen, nemlig seks. 

Offensivspillere kan jo være mange ting, men det lyder, som om det også er målscorere, I går efter at hente?

- Vi går efter målfarlige spillere og forsøger at løse det inden for de rammer, vi har. Vi får ikke en superstjerneangriber til FC Helsingør, det har vi ikke økonomi til, men nogle, der forhåbentlig en dag kan bliver til superstjerner, siger direktør Kyhl.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.