Video : Tipsbladet
Superliga

Hjulmand: Et tophold der slår et midterhold

Kasper Hjulmand mener, at det var tydeligt, at det var et tophold mod et midterhold.

FC Nordsjælland tog lørdag eftermiddag imod mestrene fra FC Midtjylland i et opgør, som egentlig var meget lige på spil, men alligevel vandt midtjyderne med 1-4. En sejr, der ifølge FCN-træneren, var fortjent.

- Det er en fortjent sejr. De har styr på flere ting i spillet end os. De er længere som hold, og alt i alt har det lidt at gøre med kvalitet. Vi bliver ikke udspillet, men de er skarpere til det, de gør, og det er et tophold, der slår et midterhold, siger Kasper Hjulmand til TV3 Sport efter kampen.

Nordsjælland-træneren så flere positive ting i kampen, men det irriterer ham, at hans mandskab lukker så mange mål ind, som kunne være undgået.

- Vi tager ikke forsvarsspillet seriøst nok. Vi kan stoppe omstillingerne tidligere, og vi gør ikke, hvad vi kan for at blokere langskudsmålene. Vi ser forskel på mentaliteten. Erik Sviatchenko gør alt, hvad han kan for at blokere, men det gør vi ikke, fortsætter Hjulmand.

Det ærgrer også Hjulmand, at hans hold ikke formår at bryde den kompakte femlinje, som FC Midtjylland forsvarer sig med, for mulighederne var der. Især ved stillingen 1-1 var det unge Nordsjælland-hold godt med.

Med nederlaget er FCN stadig en del af det store midterfelt, mens FCM udbygger føringen i Superligaen