Video : Tipsbladet
Superliga

Hjulmands store skifte udeblev: Som klub gjorde vi vores arbejde

Hen over weekenden forhandlede FC Nordsjælland med Anderlecht om at lade Kasper Hjulmand skifte, men det blev ikke til noget. Sportschefen mener dog, at FCN har deres på det tørre.

Kasper Hjulmand forlader FC Nordsjælland til sommer, men han kunne allerede have forladt klubben i den forgangne weekend. Han stod højt på ønskelisten i Anderlecht, og den belgiske storklub nåede da også at forhandle med FC Nordsjælland om vilkårene for at slippe cheftræneren før kontraktudløbet.

Men skiftet blev aldrig til noget, og i stedet kunne Anderlecht præsentere Fred Rutten som ny mand i spidsen søndag eftermiddag. I FCN bekræfter sportschef Carsten V. Jensen, at forhandlingerne foregik i weekenden, dog uden at nævne Anderlecht ved navn, men han mener ikke, at det glippede skifte var klubbens skyld.

- Det, jeg kan sige, er, at vi som klub føler, vi har gjort vores arbejde. Vi var positivt indstillede over at få gjort det, der skulle til. Men det kræver sit arbejde – at vi får sat os sammen og kigget på et setup. Her i klubben er det vigtigste for os trods alt, at vi har noget, der fungerer fra i dag. Det er nummer et. Og så skal vi ind i dialogen om betingelserne. Det arbejde var vi positivt godt i gang med, men på et tidspunkt får jeg at vide, der er annonceret en ny træner, og så stopper det arbejde, siger Carsten V. Jensen til BT.

FC Nordsjælland startede i går træningen frem mod forårssæsonen, og det var en skuffet Kasper Hjulmand, der gjorde status over en hektisk weekend.

- I går var jeg lidt tom indeni. Det var en stor mulighed, der missede, og det tror jeg også, den pågældende klub synes. Det er sådan, det er, sagde han ved den lejlighed.

Det kan dog være, at løbet ikke er endegyldigt kørt for den danske træner. Belgiske medier kunne i hvert fald i går fortælle, at Fred Rutten og Anderlechts ægteskab forholdsvis nemt kan afvikles allerede til sommer. Hvor Hjulmand altså forlader FCN under alle omstændigheder.