Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro-back fik Superliga-gennembrud: Forlænger nu med klubben

Mathias Haarup fik i den forgangne sæson sit gennembrud i Superligaen, og nu har han fået en ny kontrakt. Den løber til sommeren 2022.

Før den forgangne Superliga-sæson havde Mathias Haarup bare spillet syv kampe i Danmarks bedste række. Den total mangedoblede Hobro-spilleren dog med yderligere 31, herunder fuld tid i de to afgørende playoffopgør mod Viborg FF.

Dermed kan den 23-årige back se tilbage på sæsonen 2018/19 som den, hvor han fik sit Superliga-gennembrud, og det har Hobro nu valgt at belønne med en ny kontrakt. Det er anden gang inden for halvandet år, at Haarup forlænger med Hobro. Den nye aftale løber til 2022.

- Jeg er stolt over at spille i Hobro IK, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vi er blevet enige om en forlængelse. Jeg synes, jeg har udviklet mig meget i min tid her i klubben, og det er jeg selvfølgelig glad for. Når det så er sagt, så skal jeg stadig bygge på, og jeg tror på, at jeg kan fortsætte den positive udvikling i de kommende år her i Hobro IK, siger Mathias Haarup i en pressemeddelelse.

Han kom til Hobro fra Brabrand IF for to år siden, og i den forgangne sæson var han både fast mand under Allan Kuhn og Peter Sørensen. Sportschef Jens Hammer Sørensen lægger vægt på, at Haarup har grebet den chance, han fik.

- Vi hentede Mathias til Hobro IK for to år siden med en tro på, at han havde et stort potentiale, som vi kunne forløse her i klubben. Det potentiale har vi fået at se i den forgangne sæson, hvor han ikke alene spillede mange kampe, men også præsterede rigtig flot i mange af dem. Han har virkelig grebet chancen, og derfor belønnes han nu med en ny aftale, siger han.

Haarups gamle kontrakt havde stadig ét år tilbage.