Video : Tipsbladet
Superliga

Johan Larsson: Meget belejligt med en landskampspause

Johan Larsson mener, at landskampspausen kommer på det helt rigtige tidspunkt for Brøndby.

Johan Larsson var søndag aften tilbage i Brøndby-trøjen efter et halvt år i franske Guingamp.

Svenskeren blev indskiftet i anden halvleg af opgøret mod FC Midtjylland, og han nød at spille for klubben igen trods nederlaget til midtjyderne.

- Personligt var det super at få en kamp i Brøndby-trøjen igen og mærke atmosfæren og spille med gutterne, men det ødelægger det lidt, at vi ikke får mere ud af den anden halvleg, end vi gør, udtaler han til Brøndbys hjemmeside.

FC Midtjylland vandt opgøret på et tidligt selvmål af Anton Skipper, men havde desuden flere gode muligheder for at udbygge føringen.

Niels Frederiksens mandskab kom omvendt ikke frem til meget, og Larsson mener, at landskampspausen kommer på det helt rigtige tidspunkt.

- Vi har en enkelt stor chance i første halvleg til Simon Hedlund og tilløb til nogle flere senere i kampen, men det handler om at spille chancerne større og om at være lidt mere ærgerrige, når vi kommer op på den sidste tredjedel.

- Nu kommer der en landsholdspause, og det er nok meget belejligt. Vi er tre nye spillere med i dag, og nu kan vi i de næste to uger koncentrere os om at blive spillet ind i systemet og lære alle drengene at kende.

Larsson og co. har 13 point efter de første otte spillerunder.