Video : Tipsbladet
Superliga

Kanstrup klar til Tyrkiet: En af de bedre klubber til at betale løn

Pierre Kanstrup glæder sig til de udfordringer, der venter i tyrkisk fodbold, og han stoler på, at lønnen nok skal komme til tiden.

Karrieren har bragt Pierre Kanstrup til Brøndby IF, Lyngby BK, Brønshøj, FC Fredericia, SønderjyskE og AGF, og i en alder af snart 30 har midtstopperen nu fået chancen for at prøve talentet af i udlandet. 

I fredags blev Kanstrup således præsenteret som ny mand hos tyrkiske BB Erzurumspor, der aktuelt er tredjesidst i landets bedste række med 16 point for 17 kampe. Pierre Kanstrup har underskrevet en aftale frem til sommeren 2020 med den tyrkiske oprykkerklub.

Allerede på søndag kan han debutere, når Erzurumspor møder Konyaspor på hjemmebane.

- Det har været lidt hektisk til at starte med, og det er det sådan set stadig. Jeg har stiftet familie, og min dejlige kone er stadigvæk i Danmark og står for rigtig mange praktiske ting, så der er meget, der skal styr på. Men rent fodboldmæssigt er det topfedt, og jeg glæder mig utrolig meget, siger Pierre Kanstrup til tipsbladet.dk.

Han forklarer, at der ikke var langt fra tanke til handling i forbindelse med skiftet til Erzurumspor.

- Det gik meget stærkt, må man sige. Jeg hørte om interessen onsdag aften, tog af sted til Tyrkiet torsdag eftermiddag, og fredag faldt det hele på plads, så det var nogle travle døgn, siger forsvarsspilleren og tilføjer:

- Jeg kender ikke så meget til klubben, men jeg ved, at de går efter overlevelse i SuperLig. Jeg har snakket med træneren og sportschefen, og mit indtryk er, at det minder rigtig meget om SønderjyskE. Det handler først og fremmest om hårdt arbejde, og så må det flotte spil komme bagefter.

At der kan drages paralleller til lige netop SønderjyskE, ser Kanstrup som en stor fordel.

- Det passer mig selvsagt ganske fint. Min bedste tid i karrieren var i SønderjyskE – jeg var også glad for at være i AGF, men rent fodboldmæssigt var min bedste tid i SønderjyskE, fastslår han.

Ikke bange for manglende løn
Tyrkiet har som fodboldland et vist ry - både på godt og ondt. De fleste forbinder landet med en unik fankultur og en vanvittig stemning til kampene, men der findes også et hav af eksempler på, at udenlandske spillere ikke får deres løn. Historier om udenlandske spillere, der sendes på andetholdet, fordi klubben forsøger at fremtvinge et klubskifte, er heller ikke usædvanlig i Tyrkiet.

Skulle Pierre Kanstrup være i tvivl, kan han bare spørge holdkammeraten fra AGF, Martin Spelmann, der kan fortælle nogle opsigtsvækkende historier fra sin tid i Gençlerbirliği. For nyligt kunne tipsbladet.dk også fortælle, hvordan den tidligere Superliga-spiller Elmar Bjarnason havde løn til gode i Tyrkiet.

Pierre Kanstrup lukker ikke øjnene for disse historier, men han har valgt at gå til det med troen på, at en aftale er en aftale.

- Jeg har ikke kunnet finde ud af så meget, men jeg hører, at det er en af de bedre klubber i Tyrkiet til at betale lønninger. I forhold til det med pludselig at ryge på andetholdet, så er det jo i sidste ende trænerens valg, og det er ikke anderledes end alle andre steder.

- Det er ikke noget, jeg er bekymret for. Som person er jeg meget god til at tilpasse mig, og hvis jeg tog herned og var bange for, at jeg ikke får min løn, og jeg bliver smidt på andetholdet, så var det utopi at tage af sted, siger Kanstrup.

Erzurumspor har plads til 23.000 tilskuere på klubbens hjemmebane, og Pierre Kanstrup forventer nogle festlige kampe i den tyrkiske liga ude og hjemme.

- Det bliver sindssygt spændende at opleve den tyrkiske fodboldkultur. Jeg overværede en testkamp i søndags, og jeg ved ikke, hvor mange fans, der var mødt op, men det var rigtig mange, og de dansede, og de larmede hele kampen, selv om det var minus 15 grader. Det bliver helt sikkert en fed oplevelse, slutter den danske midtstopper.

Pierre Kanstrups nye klub blev stiftet i 2005 og er dermed en ganske ung én af slagsen.