Lammers inden Brøndby: En yderst kompetent rival
Foto: Getty Images
Superliga

Lammers inden Brøndby: En yderst kompetent rival

Esbjerg-træner John Lammers håber og tror på, at vestjyderne kan tage tredje sejr på stribe over Brøndby, når de kommer på besøg skærtorsdag.

Det er ikke kun guldet, der er stor spænding om i Superligaen i denne sæson. Kampen om bronzemedaljerne er også piv-åben, og skærtorsdag mødes to af bronzebejlerne, når Brøndby kommer på besøg hos Esbjerg.

Vestjyderne kom bogstaveligt talt med i mesterskabsspillet i allersidste sekund, men her har de indtil videre gjort en fin figur, hvor det senest blev til en udesejr i Farum. Den sejr vil træner John Lammers gerne bygge videre på.

- Hvis vi holder os til vores game plan, så kan vi lave et godt resultat. Vi har været gode til at leve op til vores taktik i de seneste kampe, og det har givet gode resultater, så det er naturligvis et stort fokusområde for os, siger han til klubbens hjemmeside.

Esbjerg har vundet begge opgør mod Brøndby i denne sæson, men i begge kampe var det Alexander Zorniger, der var træner for holdet fra Vestegnen.

- Brøndby er et godt hold, og de har fået en ny cheftræner i Martin Retov siden, vi mødte dem i februar. Holdet spiller på en lidt anden måde nu, og det har vi selvfølgelig forberedt os grundigt på. Der er dog ingen tvivl om, at vi kommer til at stå over for en yderst kompetent rival, så vi skal virkelig være klar, hvis vi skal have den tredje sejr i streg over Brøndby i denne sæson, siger John Lammers.

Opgøret mellem Esbjerg og Brøndby fløjtes i gang kl 17.00 skærtorsdag.