Video : Tipsbladet
Superliga

Ledig på markedet: Tidligere FCK'er ophæver kontrakten i Frankrig

Den tidligere FCK-spiller Alexander Kacaniklic ophæver sin kontrakt med Nantes og kan dermed erhverves kvit og frit.

Det lignede et scoop, da FC København i 2014 lejede svenske Alexander Kacaniklic i Premier League-klubben Fulham FC, men det blev aldrig helt godt for offensivspilleren, der efter kun et par måneder forlod FCK, da Fulham udnyttede en klausul i lejeaftalen og kaldte ham tilbage til London.

I 2016 skiftede Alexander Kacaniklic til franske Nantes, men nu er han angiveligt færdig i Ligue 1-klubben. Expressen skriver, at den tidligere FCK-spiller har fået ophævet sin kontrakt og dermed kan skifte kvit og frit til bejlende klubber. 

Alexander Kacaniklic havde ellers kontrakt med klubben frem til sommeren 2020, men han har slet ikke været på banen i denne sæson, og derfor er det ikke nogen stor overraskelse, at de to parter har valgt at kappe båndene. FC Nantes har ikke bekræftet kontraktophævelsen officielt, men det ventes at ske i løbet af kort tid.

27-årige Alexander Kacaniklic nåede at spille 13 kampe og score to mål for FC København.