Lyngby mangler tocifret millionbeløb
Superliga

Lyngby mangler tocifret millionbeløb

Oprykningsfavoritterne til Superligaen står og mangler et tocifret millionbeløb, skriver Finans.dk.

Det er mindre end 24 timer siden, at FC Vestsjælland blev erklæret konkurs, og nu står endnu en klub fra 1. division i en situation, hvor der er burg for kapitalindsprøjtning. Ifølge finans.dk er økonomien så dårlig i Lyngby Boldklub, at der er brug for en tilførelse på et tocifret millionbeløb.

Finans.dk har gennemgået klubbens årsrapport fra 2014/2015, og her fremgår det, at klubben har haft et underskud på næsten 10 millioner kroner efter skat. 

Egenkapitalen i Lyngby er på 313.151 kroner, og i årsrapporten står der videre, at der skal tilføres kapital.

- Ledelsen budgetterer med, at der frem mod udgangen af februar 2016 gennemføres kontante kapitalforhøjelser på i alt 16-18 millioner kroner, hvoraf 7,2 millioner kroner er tegnet per 21. november 2015, står der i regnskabet.

Senere står der følgende:

- Det er en forudsætning for selskabets fortsatte aktiviteter, at kapitalforhøjelserne eller anden form for tilførsel af likviditet tilvejebringes.

Selv om det umiddelbart er store summer, der savnes i klubkassen, er der fortsat tro på projektet. Hellerup Finans er selskabet bag Lyngby Boldklub.

- Den nødvendige kapital til sikring af fremtiden skal komme fra solide driftsresultater og eventuelt kapitaltilførsel fra nye aktionærer hvis nødvendigt, skriver Hellerup Finans-direktør Torben Jensen i en mail til finans.dk.

Lyngby Boldklub er på sikker kurs mod Superligaen. Klubben er på en oprykningsplads før forårets kampe og har 11 point ned til Vejle på fjerdepladsen. Tre klubber rykker op denne sæson.