Video : Tipsbladet
Superliga

Mange klubber følger Andreas Maxsø: Vi afventer situationen

Andreas Maxsø vil til en større klub end FC Nordsjælland til sommer. Indtil videre er der dog kun løs interesse at berette om.

FC Nordsjælland-anfører Andreas Maxsø har været godt spillende for Farum-klubben i hele sæsonen, men i foråret i særdeleshed. Den danske U21-landsholdsspiller har med årene markeret sig som en af de største forsvarsprofiler i Superligaen. For FC Nordsjælland gælder det om at nyde Maxsø, mens han er i klubben.

Om godt en måned spiller han efter planen sin sidste kamp for klubben i denne omgang.

FC Nordsjælland formåede i juni sidste år at forlænge kontrakten med Andreas Maxsø frem til 2019, og det var stik imod manges profetier. Som en del af forlængelsen aftalte de to parter imidlertid, at forsvarsspilleren skal sælges i det kommende transfervindue. Det bekræftede Maxsø over for tipsbladet.dk i januar.

Den tid er ved at nærme sig, men dog stadig så langt ude i fremtiden, at der endnu ikke er noget på bordet.

- Der er mange klubber, der følger ham, og det er helt naturligt, for han har gjort det godt, men det er stadig meget tidligt i forløbet. Vi er i april, så der er noget tid, til transfervinduet åbner, og derfor er vi også helt rolige. Der er ikke noget konkret interesse på nuværende tidspunkt, så vi afventer og ser, hvad der dukker op, siger Andreas Maxsøs agent, Antoni Alexandrakis, til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi skal finde en klub, hvor Andreas kan få spilletid, og så skal det selvfølgelig være i en liga, der er større end den danske. Andreas er helt klar til at prøve kræfter med en større klub, men han har stor respekt og FC Nordsjælland, og lige nu er han fuldt fokuseret på at gøre det godt i mesterskabsspillet. Så må vi tage det andet til den tid.

23-årige Andreas Maxsø har spillet præcis 100 Superliga-kampe for FC Nordsjælland.