Video : Tipsbladet
Superliga

Markant regnskab: FC Midtjylland præsenterer stort millionoverskud

De danske pokalvindere har netop præsenteret et imponerende regnskab.

Superligaens førerhold, FC Midtjylland, klarer sig ikke kun godt på banen - klubben gør det også glimrende uden for kridstregerne.

Fodboldklubben har netop præsenteret sit årsregnskab for 2018/2019, og her er der for andet år i træk sorte tal, man fremviser. Og det endda meget sorte tal.

Mens der for et år siden blev præsenteret et resultat før skat på 66,7 millioner kroner, kan FC Midtjylland denne gang fremvise et overskud før skat på 66,4 millioner kroner.

Det store overskud skyldes øgede omsætning, ligesom FC Midtjylland igen har formået at lave salg, der giver godt i kassen.

- Vi er stolte af at vise, at sidste års rekordregnskab ikke bare var en enlig svale. Det vidner om, at vi har bygget en forretning, der ikke beror på tilfældigheder, og at den strategi vi har fulgt de seneste fem år ikke bare virker sportsligt, men også økonomisk, siger bestyrelsesformand Rasmus Ankersen i en pressemeddelelse.

Det fine regnskab betyder, at klubbens egenkapital nu er vokset til 149,5 millioner kroner, og den egenkapital betyder ifølge Rasmus Ankersen, at der er plads til yderligere investeringer.

- Vi har en ejer, der har vist, at han er parat til at investere og tage risiko, og nu er vi en position, hvor vi er i stand til at investere for at flytte klubben til det næste niveau. Vi har nogle store planer på både den kommercielle og sportslige del, som vi glæder os til at præsentere i løbet af nogle måneder, lyder det.

Regnskabsåret i FC Midtjylland er fra 1. juli 2018 til 30. juni 2019, og derfor er det blandt andet salg af Bubacarr Sanneh, Dominick Drexler og Mikkel Duelund - der blev lavet for et år siden - der har været med til at gøre det til et fremragnede regnskab for klubben fra Ikast og Herning.

Salg af spillere som Gustav Wikheim, Kian Hansen og Paul Onuachu, der alle er blevet solgt i sommer,  tæller først i næste regnskabsår.