Video : Tipsbladet
Superliga

Mathias Jensen: Celta er et godt match

Mathias Jensen tror på, at skiftet til Celta Vigo er det rigtige valg for ham, og samtidig sender han en tak til FC Nordsjælland.

I dag er det blevet annonceret, at Mathias Jensen skifter den danske Superliga og FC Nordsjælland ud med varmere himmelstrøg hos La Liga-klubben Celta Vigo.

Dermed er Mathias Jensen klar til at påbegynde et nyt eventyr, og netop Spanien og Celta Vigo passer hovedpersonen glimrende.

- Jeg er superglad og stolt over at få muligheden for at spille i Spanien. Det har altid været min store drøm, og jeg har kun hørt godt om klubben. Jeg føler, at Celta er et godt match for mig, og mavefornemmelsen har hele tiden virket rigtig, fortæller Mathias Jensen i en pressemeddelelse.

Mathias Jensen har været i FC Nordsjællands Superliga-trup siden 2015, og han begyndte allerede i 2007 at deltage i ungdomstræningen, og hans fodbolduddannelse er han dybt taknemmelig over at have fået.

- Jeg skylder mange mennesker i FC Nordsjælland en stor tak for, at de har hjulpet mig og troet på mig. Jeg har lært meget mere end spillet på fodboldbanen, og det vil jeg altid tage med og kunne bruge også på tidspunkter, hvor jeg vil møde modgang i min karriere. Man kan vel sige, at man bliver både dannet som fodboldspiller, men også som menneske, forklarer Jensen.

Mathias Jensen nåede at spille 67 kampe og score 15 mål for FC Nordsjælland. I Celta Vigo bliver han holdkammerater med Emre Mor og Stanislav Lobotka.