Medie: Dansk interesse for irsk målmand
Foto: Getty Images
Superliga

Medie: Dansk interesse for irsk målmand

Målmanden Sean McDermott tiltrækker sig interesse fra danske klubber.

Ligaen i norsk fodbold følger kalenderåret, og det betyder, at mange spillere i Norge har kontraktudløb til nytår. Dermed kan der være transferfrie spillere at plukke for eksempelvis danske klubber, og én af de spillere, der kan være på vej til Superligaen, er irske Sean McDermott.

Den 25-årige målmand nærmer sig kontraktudløb i Kristiansund, der sluttede på femtepladsen i Eliteserien. Ifølge Eurosport.no er der bred interesse for Sean McDermott, og det gælder blandt andre fra Danmark.

Også klubber fra Belgien, Holland og Østrig er inde i billedet.

- Jeg prøver at trække den så længe som muligt med Kristiansund, for der dukker nye, interessante klubber op hele tiden, sagde den snart transferfrie målmand til Eurosport i forrige uge.

Sean McDermott har spillet irske U-landskampe og har fastslået, at Irland er hans hjemland, men han er født i Norge af en norsk mor. Fra 2009 til 2012 var han en del af akademiet i den engelske storklub Arsenal.