Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Brøndby-spiller kan alligevel blive udtaget til landsholdet

En skade i Norges centrale forsvar kan meget vel betyde, at Brøndbys nye spiller Sigurd Rosted alligevel skal i landsholdsaktion.

Siden han for første gang var inde omkring det norske landshold - i sommeren 2017 - har Brøndbys nye midtstopper Sigurd Rosted blot misset en enkelt landsholdssamling, men tirsdag glimrede han ved sit fravær, da Norges landstræner Lars Lagerbäck udtog truppen til de kommende kampe mod Malta og Sverige i EM-kvalifikationen.

Den seneste tid i KAA Gent har ikke budt på ret meget spilletid, og det har altså foreløbig kostet Sigurd Rosted pladsen på landsholdet.

Og så måske ikke helt alligevel.

Midtstopperen Kristoffer Ajer, der spiller fast i det centrale forsvar på Norges landshold, kom til skade for klubholdet Celtic i torsdagens opgør mod AIK, og han er meget tvivlsom til de kommende landskampe. Hvis Ajer tvinges til afbud, må Sigurd Rosted stå først for som afløser.

Sigurd Rosted er oftest med i den norske landsholdstrup, men han sidder som regel på bænken. Fem A-landskampe er det blevet til for Brøndby-spilleren, der scorede i sin landsholdsdebut mod Albanien.