Video : Tipsbladet
Superliga

Ny Vejle-træner: Allan Simonsen og den røde trøje satte sit aftryk

Vejle Boldklubs nye træner er klar til både at bruge unge og rutinerede spillere for at få Mission Overlevelse til at lykkes. Det handler om at vinde fodboldkampe.

Vejle Boldklubs nye cheftræner Constantin Gâlcăs er klar til at tage tøjlerne i Superliga-klubben, hvor Adolfo Sormani tirsdag sagde sit job op.

Rumæneren fik allerede som dreng at vist kendskab til Vejle Boldklub - ikke mindst på grund af Allan Simonsen.

– Jeg så Vejle Boldklub spille i efteråret 1985, da jeg var dreng. Her mødte de Steaua Bukarest og Allan Simonsen scorede i Bukarest. Allan Simonsen gjorde stort indtryk på mig. Den lille tekniker og den røde trøje satte aftryk i mig. Da Vejle Boldklub får sin nye ejerkreds i 2016 begyndte jeg at holde øje med klubben igen, og derfor er jeg også klædt på til opgaven. Det kendskab til den danske liga, jeg har, har også overbevidst mig omkring truppens muligheder for at forløse sit potentiale, siger Constantin Gâlcăs til Vejle Boldklubs hjemmeside.

Den 36-årige træner slår fast, at han er klar til at ryste posen i forhold til, hvilke spillere, der skal være med til at redde Vejle Boldklub fra nedrykning - alderen får ingen betydning. 

- Det er en god liga, en liga hvor holdene er tætte og hvor den fysiske spillestil hos en gruppe af hold udfordres af de teknisk gode. Samtidig har Vejle Boldklub en stærk talentafdeling, som også er en vigtig del af klubbens DNA. Jeg tror på, at hvis en spiller er god nok, så skal han spille. Så er alder ikke vigtigt. Det har jeg også vist gennem handlinger i mine tidligere klubber. En spiller fra klubbens talentafdeling, der får succes på 1. holdet er vigtig for mulighederne for at få det næste talent til at vælge klubben, siger han.

Den altoverskyggende målsætning er overlevelse i Superligaen - en mission, som Constantin Gâlcăs er klar til at kaste sig over og få realiseret. Det handler om at vinde fodboldkampe.

- Jeg håber, at tilhængerne vil støtte os og hjælpe med at skabe et resultat, der står i opposition til de sidste tre gange klubben rykkede op, hvor det blev til en retur til 1. division efter den første sæson i Superligaen. Nu skal vi have sæson to og det arbejde starter allerede i dag på træningsbanen. Det kan vi ikke snakke os fra. Der er kun en ting, som jeg skal måles på. Det er om jeg skaffer Vejle Boldklub en sæson mere i Superligaen. Og det tror jeg fuldt og fast på. Vi skal vinde hver dag.

Constantin Gâlcăs har skrevet under på en kontrakt for et år og træner allerede med truppen første gang senere onsdag. Han har senest været træner i Al-Fayha i Saudi Arabien, hvor han også har stået i spidsen for Al-Taawoun. Inden da har han også prøvet kræfter med spanske Espanyol og i sin egen favoritklub i hjemlandet - storklubben Steaua Bukarest.