Video : Tipsbladet
Superliga

Officielt: OB sælger Casper Nielsen til Belgien

Som rygtet sælger OB midtbanespilleren Casper Nielsen til Royale Union Saint-Gilloise, hvor han skal være holdkammerat med landsmanden Jonas Bager.

Casper Nielsen er fortid i OB og skal på sit første udlandseventyr. OB sælger midtbanespilleren til Royale Union Saint-Gilloise, der spiller i den næstbedste belgiske række.

- Casper er en succeshistorie for os som klub. Jeg synes, at vi sammen med Casper har gjort ham til en mere komplet spiller, og en spiller der i sin tid som OB-spiller har taget et skridt op, og nu befinder sig på en højere hylde, end da vi hentede ham i Esbjerg. Casper har haft et ønske om at prøve sig af i udlandet, og når vi sammen med Saint-Gilloise har fundet frem til en aftale, som både vi og Casper er tilfredse med, så vil vi ikke stå i vejen for ham, og vi ønsker ham held og lykke med karrieren i Belgien og siger tak for en rigtig fin indsats i OB-trøjen, siger OB-sportsdirektør Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

Selv siger hovedpersonen om skifte til Belgien:

- Det er svært at tage afsked med OB, for der skal ikke være nogen tvivl om, at min tid i OB har været rigtig god, og det er en tid, jeg vil huske tilbage på med glæde. Jeg har følt mig hjemme - både i klubben og i byen. Derudover har jeg udviklet mig i min OB-tid, og jeg føler helt afgjort, at jeg er blevet en bedre spiller. Det er en fantastisk klub, og jeg kommer til at savne fansene, holdkammeraterne, trænerne og alle de andre folk i klubben, og jeg håber på, at det her bliver et på gensyn - og ikke et farvel til OB.

I Royale Union Saint-Gilloise bliver Casper Nielsen holdkammerat med den tidligere Randers FC-spiller Jonas Bager, der også er skiftet i indeværende transfervindue.

Casper Nielsen kom til OB fra Esbjerg fB i januar 2017.