Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AC Horsens - Esbjerg fB

Slutspillet buldrer videre allerede tirsdag aften med endnu en vigtig kamp for begge hold.

Kampfakta:
Kampstart: Tirsdag klokken 18.00
Spillested: Casa Arena, Horsens
Slutspil: Gruppespil – pulje 2
Dommer: Morten Krogh
På TV: Eurosport 2
Hashtag: #achefb #sldk

Holdnyt:
AC Horsens:
Efter tre sejre over FC København, FC Midtjylland og Brøndby IF kom Den Gule Fare ned på jorden igen med nederlaget til SønderjyskE i pokalsemifinalen og 1-1 mod Hobro IK i seneste Superliga-runde. Nogen krise er der dog ikke ligefrem tale om.

Horsens har 11 point ned til netop Hobro, og eftersom der er 15 tilbage at spille om, kan vi vist godt gå ud fra, at holdet også spiller i Superligaen i næste sæson. Dermed kan det rette opmærksomheden mod chancen for at tage en plads i Europa League-kvalifikationen.

Der er ganske vist lang vej endnu, men første skridt er langt fra umuligt: Horsens er a point med Randers FC i toppen af gruppe 2, og tirsdagens modstander, Esbjerg, er på papiret det dårligste hold i gruppen.

Manager Bo Henriksen må fortsat se bort fra angriber Jannik Pohl.

Esbjerg fB:
De kan sige meget om deres fodboldklub i Esbjerg, men det er sjældent, der ikke rigtig sker noget. Bedst som holdet lignede en kommende nedrykker, stoppede Lars Olsen som cheftræner, Troels Bech tog over, og Superligaens mindst målfarlige hold scorede fire gange mod Randers FC.

Det var nok til en 4-2-sejr, og selv om EfB’erne fik al tænkelig og utænkelig hjælp af Randers-forsvaret, var en sejr lige, hvad spillerne havde brug for. Nu er Hobro inden for tre points rækkevidde, og en plads i playoffkampene om overlevelse ser langt mere realistisk ud end for bare en uge siden.

Alle kan dog danse en sommer, så Esbjerg skal nu vise, at de også kan finde de rette trin frem, selv om det bliver hverdag under Troels Bech. Og det bliver ikke meget mere hverdagsagtigt end en tirsdagskamp i Horsens.

Læs også:Bech inden Horsens: Vi er i færd med et stafetløb

Bech kan dog glæde sig over, at han har noget så sjældent som et luksusproblem i forsvaret. Rodolph Austin er tilbage fra karantæne, og dermed skal cheftræneren vurdere, om han skubber Franz Brorsson, som ellers scorede mod Randers, ud på bænken igen.

Mathias Kristensen er stadig ved at genoptræne fra sin skade. Anfører Markus Halsti er på ny siet fra truppen.

Karantæne:
AC Horsens: Ingen
Esbjerg fB: Ingen

Bud på startopstillinger:
AC Horsens (4-4-2): Delac – Nymann, Kiilerich, Ludwig, Lumb – Prip, Okosun, Jacobsen, Thorsen – Hansson, Brock-Madsen

Esbjerg fB (4--3-1-2): Mannone – Brinch, Austin, Reese, Conboy – ”Lungi” Sørensen, Parunashvili, Kurzawa – Kauko – Yakovenko, Dauda

Profilen:
Troels Bech havde rystet posen og stillede EfB op i en 4-4-2 med diamant mod Randers FC. Det gav pote kollektivt og for Joni Kauko, der kom på tavlen for fjerde gang i sæsonen. Finnen har været langt fra sin målform i sidste sæson, men måske er pladsen bag de to angribere det, han har brug for?

Vidste du, at..:
Da Esbjerg fB senest rykkede ned i 2017, var det AC Horsens, der via to playoffkampe sendte dem i 1. division. Returopgøret fra dengang er samtidig Den Gule Fares seneste sejr over EfB. Siden er det blevet til to nederlag og to uafgjorte.

Dom:
Begge hold har en masse at spille for, så det bør ikke være motivationen, der gør udslaget. Men måske er det en fordel for Esbjerg, at holdet spillede fredag, og Horsens lørdag.

Læs også:Troels Bech trods fire scoringer: Vi havde ikke en offensiv gameplan

Ikke desto mindre forventer vi en tæt kamp, som historien viser, at det altid er, når de to mandskaber mødes. Spørgsmålet er, om det ikke kunne udmønte sig til den tredje 1-1-kamp mellem Horsens og Esbjerg i denne sæson. Det er i hvert fald buddet herfra.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Læs også:Bo Henriksen: Hurtig overlevelse giver mulighed for at arbejde langsigtet

Læs også:AC Horsens-stopper: Farligt at være tilfreds med overlevelse

Læs også:AC Horsens-forsvarer: Vi rammer ikke niveau og blev trætte