Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vejle Boldklub - Brøndby IF

Hjemmeholdet er ikke i specielt god form, mens udeholdet har været i rigtig god form på det seneste. Skinner det også igennem søndag i Nørreskoven?

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 18.00
Spillested: Vejle Stadion
Dommer: Peter Kjærsgaard
På TV: 3+
Hashtag: #vbbif #sldk

Holdnyt:
Vejle Boldklub:
De spillede en rigtig fin første halvleg, oprykkerne fra Vejle Boldklub, men klubben kunne ikke holde føringen i mandagskampen mod AGF og endte i stedet med at tabe med 1-2 i Aarhus. Ærgerligt for holdet, der var kommet foran i mandagskampen via et Pierre Kanstrup-selvmål, og som skabte godt med chancer efterfølgende. Casper Højer Nielsen ville det bare anderledes og lavede to flotte mål.

Nu venter så en hjemmekamp mod Brøndby IF - en svær kamp for Vejle, der kun har fået en enkelt sejr i de seneste otte kampe. Dog kan træner Adolfo Sormani glæde sig over, at det har været på hjemmebanen, at 12 af sæsonens 16 point er kommet.

Sormani overraskede senest, hvor han undlod at bringe Mads og Rasmus Lauritsen fra start, selv om de var tilbage fra karantæne, og han stillede op i en 4-3-3 i stedet for med en tre-back-kæde.

Netop Sormani sidder fortsat ude og i karantæne - det gør han resten af efteråret - mens eneste mand på skadeslisten lader til at være Imed Louati.

Brøndby IF:
Alexander Zorniger og Brøndby IF havde ingen danskere i startopstillingen senest - det er første gang nogensinde i Superliga-historien, at et hold ikke har mindst én dansker i startopstillingen - og den historie har fyldt en del i medierne siden.

Brøndby vandt opgøret mod Hobro med 1-0 og hentede dermed sejr nummer tre i træk i Superligaen. Alle tre sejre er kommet med et "rent lagen", så det må også glæde defensiven og keeper Marvin Schwäbe, der har stået godt på det seneste.

Hvor Vejle kun har én mand ude, er Brøndby IF omvendt ramt af lidt flere skader.

Dominik Kaiser var ikke med senest, da han var ramt af lidt sygdom - han ventes at være tilbage. Tilbage er Lasse Vigen, der var i karantæne mod Hobro, mens klubben kan være uden de småskadede spillere Uffe Bech og Jens Martin Gammelby igen. Kevin Mensah er med sikkerhed ude.

Nikolai Laursen og Kasper Fisker var senest tilbage i aktion for reserveholdet og ligner spillere, der er ved at være klar til førsteholdsfodbold igen. Begge scorede to gange i 4-0 sejren i reserveligaen over FCK.

Karantæne:
Vejle Boldklub: Ingen
Brøndby IF: Ingen

Bud på startopstillinger:
Vejle Boldklub
(3-4-3): Bajza - M. Lauritsen, Greve, R. Lauritsen - Mølgaard, Schoop, Ramadani, Davidsen - Hallberg, Sousa, Mucolli

Brøndby IF (4-1-2-1-2): Schwäbe - Larsson, Arajuuri, Röcker, Jung - Radosevic - Vigen Christensen, Kaiser - Mukhtar - Wilczek, Laursen

Profilen:
Gustaf Nilsson blev hentet til Brøndby som et stort talent, der havde lavet nogle vanvittigt flotte mål i svensk fodbold, og som kostede Brøndby en del penge, da han kom fra Falkensberg. Han blev bare aldrig det hit, man havde håbet på i klubben fra den københavnske Vestegn. Sidste sæson blev op og ned for Nilsson, der var udlejet til Silkeborg, og i sommer blev han solgt til Vejle Boldklub, men har endnu ikke formået at slå igennem. Måske mod sin tidligere arbejdsgiver?

Vidste du, at..:
Kun to gange i Superliga-historien har Vejle Boldklub vundet en hjemmekamp mod Brøndby IF. Det er godt nok kun i 13 forsøg, men alligevel. 

Dom:
Hjemmeholdet slider med tingene for tiden - selv når præstationerne er gode, kommer sejrene ikke.

Omvendt har Brøndby IF fået vind i sejlene og har vundet de sidste tre Superliga-kampe uden at lukke mål ind. Det taler umiddelbart for, at Brøndby, der har været gode på udebane denne sæson, også kommer fra Nørreskoven med en sejr og tre point.

2-0 til Brøndby.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: