Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: Vendsyssel FF - AC Horsens

Det ene hold kæmper i den absolutte bund af Superligaen, mens det andet lurer på muligheden for at komme i top seks.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag kl. 12.00
Spillested: Nord Energi Arena, Hjørring
Dommer: Benjamin Willaume-Jantzen
På TV: TV3 Max
Hashtag: #venach #sldk

Holdnyt:

Vendsyssel FF:
Efter de første par kampe i Superligaen-sæsonen havde Vendsyssel FF seks point, men siden er klubben kommet ned på jorden igen og ligger næstsidst i dansk fodbolds bedste række. De efterfølgende 10 kampe gav bare seks point til Vendsyssel-mandskabet, der senest tabte med 0-3 til FC Midtjylland.

Som oprykker må man forvente dårlige perioder, og i Vendsyssel kan de trods alt glæde sig over, at de er med i de fleste kampe. Det vidner om et hold, der er konkurrencedygtigt. Kampen mod AC Horsens skal gerne kaste noget af sig.

TIl opgøret mod AC Horsens er Vendsyssel uden Jakob Hjorth, der sidder ude med en hjernerystelse, og Marcus Solberg og Allan Høvenhoff er formentlig også ude. Det kan Mikkel Frankoch også være - han er i gang med genoptræning efter en skade.

AC Horsens:
Bo Henriksen og AC Horsens har i denne sæson fået flere imponerende sejre. Blandt andet har klubben både vundet i Telia Parken og på Brøndby Stadion. Omvendt har klubben tabt kampe, hvor man skulle mene, at holdet var favorit. Som senest, hvor det blev til et nederlag på 1-2 hjemme mod Esbjerg fB.

Nu venter så en ny oprykker i form af Vendsyssel, og så skal AC Horsens igen forsøge at leve op til favoritværdigheden.

Til opgøret er Bo Henriksen uden en skadet Oliver Drost, og ukampdygtig er Hallur Hansson også, da han sidder i karantæne.

Aktuelt ligger AC Horsens nummer syv og flirter altså med en top seks-placering.

Karantæne:
Vendsyssel FF: Ingen
AC Horsens: Hallur Hansson

Bud på startopstillinger:
Vendsyssel FF (3-5-2): Flø - Henriksen, Fischer, Kaltoft - Juel Andersen, Knudsen, Wohlgemuth, Opondo, Christensen - Adekoya, Dagur Thorsteinsson

AC Horsens (4-4-2): Delac - Frantsen, Reese, Nielsen, Lumb - Nymann, Jacobsen, Nilsen, Qvist - Skytte, Junker

Profilen:
Michael Lumb er en spiller, der er tilbage i Superligaen og med det samme har vundet en plads i startopstillingen hos Horsens. Det er ikke længere Thomas Kortegaard og Mikkel Qvist, der spiller positionen, hvilken også er interessant for Horsens, der normalt satser så meget på indkast. Måske er holdet lidt ved at bevæge sig væk fra den del - specielt fordi Qvist ikke længere er nummer et på backen.

Vidste du, at..:
De to hold mødtes i sæsonen 2016/2017 i to drabelige kampe om at være Superliga-hold. Dengang var AC Horsens i playoff-kampe om at undgå nedrykning, mens Vendsyssel sikrede sig retten til at møde Horsens om en Superliga-plads. De to kampe blev vundet af AC Horsens, der oven i købet spillede sig i top seks i den efterfølgende sæson. Det skete i øvrigt med flere spillere - hentet i Vendsyssel. Bjarke Jacobsen, Rune Frantsen og Ayo Simon Okosun.

Dom:.
En rigtig svær kamp at spå om, fordi alt bogstaveligt talt kan ske. AC Horsens har vist stor styrke mod tophold, men har omvendt vist svagheder mod bundhold og midterhold. Vendsyssel har slået FCK og OB på hjemmebanen og vundet ude mod Esbjerg. Så det handler helt sikkert om dagsformen, og hvem der får tvunget sig et overtag i kampen.

Umiddelbart kan det sagtens være et af de opgør, der ikke finder en vinder, men tværtimod ender med lidt chance- og målfattigt, fordi der på papiret er mere at tabe end at vinde. Derfor tror vi også, at de to hold er godt tilfredse med en pointdeling. Vi tror, det ender 1-1. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: