Video : Tipsbladet
Superliga

Plus på bundlinjen i AGF: Nu skal vi fastholde momentum

Der er glæde i AGF over de sorte tal på bundlinjen.

Det går ganske godt i AGF i øjeblikket.

På banen laver fodboldholdet gode resultater, og udenfor kridtstregerne er der styr på økonomien. Fredag har AGF A/S, der er selskabet bag den århusianske Superliga-klub, præsenteret et overskud på 10 millioner kroner for perioden 1. juli 2018 til 30. juni 2019. Det er 20 millioner kroner bedre end i samme periode sidste år.

De sorte tal på bundlinjen glæder naturligvis administrerende direktør Jacob Nielsen, der samtidig husker på, at det positive regnskab ikke må blive en sovepude.

Læs også:Hisotorisk AGF-regnskab: Præsenterer stort millionoverskud

- Den kommercielle udvikling i selskabet fortsætter den opadgående kurve. Vores sponsoromsætning er for tredje år i træk historisk høj, og vi kan også notere os en pæn vækst i billet-, bodsalgs- og merchandise-indtægter. For første gang i mange år har vi realiseret betydelige transferindtægter, og vores eventafdeling har haft et rekordhøjt aktivitetsniveau, hvilket også har bidraget positivt til regnskabet. Samlet set har selskabet aldrig haft en højere omsætning, og med baggrund i en stram omkostningsstyring kan vi præsentere det bedste resultat i selskabets over 40-årige historie, siger Jacob Nielsen og fortsætter:

- Det kan vi være tilfredse med, og nu gælder det om at holde fast i momentum. Vores ambition er at konsolidere os i toppen af dansk fodbold, og der er vi meget langt fra endnu. Både sportsligt og kommercielt har vi stadig et uforløst potentiale, vi skal udnytte, men vi er på rette kurs, og ved fælles hjælp – og ikke mindst med byens og regionens opbakning – så er jeg overbevist om, at vi også lykkes.

Også bestyrelsesformand Lars Fournais glæder sig over regnskabet.

Læs også:AGF'er fik comeback: Mangler stadig noget tempomæssigt

- Hele organisationen har de senere år arbejdet hårdt for at skabe en forretning i balance, og det begynder vi nu at høste frugterne af. Det fundament, vi står på, har aldrig været stærkere i kraft af en sund økonomi, en stærk kommerciel platform, en spillertrup med et stort potentiale og en flot opbakning i byen og regionen. Vores fornemmeste opgave er nu at bygge videre på den positive udvikling, så vi kan tage de næste skridt både sportsligt og kommercielt, hvilket er en opgave, der til stadighed kræver ydmyghed og hårdt arbejde, siger Fournais. 

Det positive regnskab i selskabet skyldes blandt andet flere tv-indtægter, flere sponsorindtægter og fremgang i tilskuertallet. 

Læs også:Spilforslag til Superligaen: Mukhtar får ram på SønderjyskE

Læs også:Optakt: AGF - FC Nordsjælland

Læs også:Optakt: Lyngby - Hobro IK